I aften kl. 18-22 inviterer spillestedet Turkis og Gellerup Højskoles Forsamlingshus til den første udgave af Gellerup Sessions med dansk-svenske BITOI. Aftenen indledes med fællesspisning med bandet og Q&A hos Gellerup Højskole, Gudrunsvej 82, og efterfølgende koncert på Gellerupscenen, Gudrunsvej 78. Bestil billetter her.
Aarhus Byråd diskuterede i aftes et forslag fra Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet om at droppe den såkaldte skolehenvisningspolitik, der betyder, at 222 flersprogede børn aktuelt transporteres til en anden folkeskole end den lokale for at gå i skole. Efter en lang debat i byrådssalen blev forslaget sendt til nærmere behandling i Børn og Unge-udvalget. På billedet ses en gruppe bydelsmødre, som overværede debatten, sammen med byrådsmedlem Mahad Yussuf, Radikale Venstre.
Østjyllands Politi anholdt onsdag formiddag fire mindreårige piger og sigtede yderligere tre for røveri i forbindelse med et groft overfald begået søndag den 27. april 2025 mod en 12-årig pige i et parkeringshus i Gellerup. Efterforskningen førte politiet til de syv piger under den kriminelle lavalder, som alle blev sigtet for røveri onsdag morgen og formiddag. Fire af dem blev anholdt og afhørt på politistationen i Aarhus Vest, hvor Socialforvaltningen og deres værger var til stede. De resterende tre blev afhørt på deres bopæle.
Nu er der igennem kommet firbenede naturplejere på engene ved Byleddet og Voldbækkens udløb i Brabrand Sø. Landmand Morten Laursen har udsat de første fire kvier, som skal tilbringe sommeren på engene og være med til at holde bevoksningen på arealerne nede.
I eftermiddag kl. 17.00 mødes biskop Marianne Christiansen og imam Naveed Baig på Gellerup Bibliotek til en samtale om tro og forskellighed, men også om, hvor og hvordan vi mødes med vores modsætninger i enighed og uenighed. Arrangementet er udsolgt.
I eftermiddag kl. 15.30-16.30 er der åbning af udstillingen Gellerups Grønne Haver i Mellemrummet foran Gellerup Bibliotek, Karen Blixens Boulevard 23. Her serveres frugt og koldt at drikke i den smukke bibliotekshave. Udstillingen fortæller historien om de mange have- og dyrkningsprojekter i Gellerup igennem årene. Blandt andet fortælles om arbejde med at flytte haverne fra Dortesvej over til Jettesvej, fordi helhedsplanen og nedrivningerne af blokkene betød, at de 50 år gamle haver ikke længere kunne blive, hvor de var.
Der var masser af hjælp til kunstplatformen Sigrids Stue, der lørdag inviterede til at lægge kartofler i jorden i Byhaven foran Sigrids Udestue ved Nordgårdhallen. Det tog ikke engang en time, så var alle kartofler lagt i jorden, skriver Brabrand Boligforenings blad, Skræppebladet. “Der var mødt mange op og efter en god omgang med fingrene i jorden, kunne alle nyde god kage, snacks og kaffe. Nu bliver det spændende hvornår kartofler er klar til at blive høstet, men det bliver nok engang i juni,” skriver Skræppebladet.



