Efter Maria Reumert Gjerdings udnævnelse til miljøminister er vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening, DN, Sebastian Jonshøj, blevet konstitueret som præsident. Sebastian Jonshøj, som bor i Brabrand, har indtil nu været vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening. Han er første gang valgt som vicepræsident i 2019 og blev genvalgt i 2022 og 2025. Han er desuden formand for DN´s afdeling i Aarhus. Her har han bl.a. skrevet en række høringssvar om anvendelsen af engene ned mod Årslev Engsø til naturformål. Foto: Thomas Sjørup.
Brabrands kultur- og forsamlingshus Gasværket inviterer i aften kl. 19.00 til generalforsamling. “Der er kolde fadøl, varme grill-pølser og sprød formandens beretning,” skriver bestyrelsen i invitationen. Alle medlemmer er velkomne.
Gennem Gellerup Kirkes historie har dialogen med andre religioner fyldt meget. Særligt dialogen med islam og samarbejdet med Fredens Moske har været centralt og førte i 2022 til stiftelsen af Fredens Hus. I aften kl. 17-19.30 inviterer Gellerup Kirke sammen med Fredens Hus til en temaaften om religionsdialog på Gellerup Højskole, Gudrunsvej 82. Du kan bl.a. høre seniorrådgiver Agnete Holm, Danmission. Tilmelding på mail til dialogmedarbejder Margrethe A. Vestergaard, mv@gellerupkirke.dk
Efter snart syv års venten skal Gellerups Glade Gavlmalere endelig i gang med at male det tredje store gavlmaleri på en høj blok i Gellerup, blok B7, Gudrunsvej 68. Det skal de sammen med kunstneren Thomas Kruse, der stod for udsmykningen af de første to gavle, den blå og den gule tilbage i 1985. Nu skal de i gang med at male den røde udgave. Hvis du er nysgerrig, vil være med, og hvis du vil høre mere om, hvornår, hvordan og hvorfor, er du velkommen til planlægningsmøde i eftermiddag kl. 16.00 på Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6.th.
I aften kl. 19.00 kan fodboldklubben Vatanspor tage et vigtigt skridt i retning af oprykning til jyllandsserien i fodbold, når holdet hjemme på anlægget ved Sødalskolen tager imod Thorsager-Rønde IF.
Læringscafeen på Gellerup Højskole inviterer d. 17. juni kl. 17-19 til sommerafslutning. Der er ingen lektier ellers skolearbejde den dag – men kun hygge, snak og pizza-spisning. Desuden er der sjove konkurrencer. Alle unge er velkomne – fra 7. klasse til 3.g.
På søndag kl. 14-16 er sidste chance for at se udstillingen “Aktivisme, en ansamling” på Gellerup Museum. Udstillingen præsenterer nogle af de mange måder, hvorpå beboere i Gellerup og Toveshøj har taget styringen og ordet, når de har været utilfredse med politiske beslutninger for området eller på anden vis har ønsket at tydeliggøre et budskab eller præge deres lokalmiljø. Udstillingen lukker ned med en såkaldt finissage torsdag den 18. juni klokken 14-18. Læs mere her.
På Kløverskolen er eleverne i fuld gang med et fem-ugers forløb med den fælles overskrift “Bosæt Mars”. Fredag d. 19. juni kl. 10-12 inviterer skolen kommende skoleforældre, lokalområdet og andre nysgerrige til et åbent hus-arrangement, hvor hver årgang udstiller et udpluk af deres arbejde og produkter. Du har hermed mulighed for at komme og se, hvordan den projektbaserede læringstilgang understøtter elevernes læring.



