
Lars Nikolajsen er en vigtig del af Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, men ud over at være dybt engageret i lokalområdets historie er han også samtidshistoriker og har en stor passion for blandt andet viden om amerikanske præsidenter. Det får du chancen for at få en smagsprøve på tirsdag kl. 14.00-15.30, når Lars Nikolajsen holder foredrag om mord og attentater på amerikanske præsidenter. Det foregår på Gellerup Bibliotek. Det er gratis at overvære foredraget.
I aften kl. 19.30 fortæller Thomas Harder i Brabrand Sognegård om Rom som kirkens, pavens og de mere eller mindre troende romeres by gennem to årtusinder. Foredraget er en del af kirkens temadage om Rom. Deltagelse er gratis, men kaffe/kage koster 40 kr.
I eftermiddag kl. 13.30 inviterer Livsværkstederne til høstfest i Cafe Vita på anden sal i City Vest.
Mandag morgen inviterede Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune til morgensang på toppen af Den Gyldne Port, der fungerer som en farvestrålende ind- og udkørsel fra Gellerup. Mens solen kæmpede sig vej op under og over skyerne, spillede nu forhenværende kirkemusiker i Gellerup Kirke, Martin Hornstrup, for til blandt andet Gellerup-hymnen Åbn Din Gyldne Port. Her får du et foto af udsigten ca. kl. 7.30.
Som en del af Gellerup Kirkefestival spillede Middle East Peace Ensemble søndag eftermiddag en smuk, nærmest fortryllende koncert i Gellerup Kirke. I løbet af koncerten formåede de tre musikere at bygge bro mellem en lang række musikalske traditioner fra hele verden – og med klassiske danske melodier som “Nu falmer skoven” på spredte besøg.
Lørdag eftermiddag var Kræftens Bekæmpelse sammen med Bydelsmødre i 8220 vært for Lyserød Lørdag i beboerhuset Laden på Edwin Rahrs Vej. Det blev en både munter og rørende eftermiddag, hvor mange bydelsmødre havde været i gang for at skabe et godt og levende arrangement, hvor store dele af Laden var i lyserødt.
Seks personer var mandag morgen på på morgentur i Gellerupparken og fjernede hele 84 kilo henkastet affald fra arealerne langs vejene i lokalområdet. “Vi håber at flere har lyst til at tag med på tur næste gang,” skriver Lisbeth Olesen fra fællesskabet “En for holdet” på Facebook.
Østjyllands Politi var mandag aften til stede i Brabrand i forbindelse med, at en gruppe personer havde forsamlet sig ved en lokal parkeringsplads. Politiet traf en mindre gruppering på stedet, og arrangementet foregik overordnet set i god rod og orden og uden yderligere behov for politiets ageren undervejs.
En enkelt person blev dog sigtet efter retsplejeloven for at have nægtet at oplyse sit navn til politiet, hvorefter han blev visiteret med henblik på at få fastlagt hans identitet. Den sigtede mand blev efterfølgende identificeret som værende en 34-årig mand, der i politiets systemer var efterlyst, da han var eftersøgt til fogedretten. Han blev derfor anholdt og taget med på stationen med henblik på at blive fulgt i fogedretten i løbet af tirsdag formiddag.
