På lørdag d. 11. april kan Skovgårdsparkens Børnehave fejre 60 års jubilæum. Det skal fejres med en hyggelig dag i børnehaven kl. 11-15. Der vil bl.a. være kaffevogn, fødselsdagskage, øl, sodavand og snacks. Kl. 12.00 kommer den lokale tryllekunstner Jesper Grønkjær og præsenterer sit trylleshow. Alle er velkomne til at komme forbi og være med til at fejre dagen, skriver børnehaven.
I formiddag kl. 10.30-11.30 inviterer Gellerup Bibliotek til barselscafé, hvor du denne gang kan møde Maibritt fra Folkesundhed Aarhus Vest, som sætter fokus på leg, krop og bevægelse.
I aften kl. 18-20 byder Vores Brabrand på åbent redaktionsmøde i Mellemrummet foran Gellerup Bibliotek. Kig forbi til en snak og en kop kaffe. Måske har du nogle ideer til, hvad dit lokalmedie kunne se nærmere på i den kommende tid? Du er også velkommen med tilbagemeldinger til den igangværende dækning – både ris og ros! Adressen er Karen Blixens Blvd. 23.
I forbindelse med Gellerup Museums udstilling ”Aktivisme – en ansamling” vil kunstplatformen Sigrids Stue på torsdag kl. 17.00 fortælle om deres måder at indgå i og præge det lokale, offentlige rum. Sigrids Stue vil blandt andet præsentere deres åbne og inviterende nyttehave og samarbejdsbaserede projekt Bymarken. Med udgangspunkt i de to projekter vil de fortælle om deres arbejde, der foregår langsomt og forhandlende i det offentlige rum. Arrangementet foregår ved Sigrids UdeStue, der ligger nord for Nordgårdhallen.



