Hejredalsvej er fortsat spærret, skriver Aarhus Kommune på Facebook-siden Trafik i Aarhus – dog ikke på grund af vand men som følge af det omfattende renovering af asfalten. Vejen er spærret mellem Røgelvej og Stenbækvej. Det er muligt for beboere i området at komme til og fra deres bolig. Også Vandværksvej, Byleddet/Søskovvej og naturligvis Brabrandstien er lukket på grund af oversvømmelser.
Det fortsætter med at regne, og Aarhus Kommunes prognoser viser, at vandet i løbet af de kommende dage stiger til et niveau, som svarer til niveauet i 2020. Dengang gav de store vandmængder betydelige problemer for beboere omkring især Brabrand Sø. “Så oplevede du oversvømmelser på din grund dengang, er det tid til at tage dine forholdsregler,” skriver Aarhus Kommune, som har samlet informationer om, hvad du skal gøre før, under og efter en eventuel oversvømmelse på denne hjemmeside.
Den høje vandstand i Brabrand Sø betyder nu også, at rostadion er fuldstændig omringet af vand. Men foreløbig er det lykkedes roerne at holde stand mod vandmasserne, fortæller formand for bestyrelsen, Morten Krogh Nielsen til TV2 Østjylland. “Vi har omlagt området omkring rostadion, så der nu er jordvolde rundt om, fortæller han til mediet. Den foreløbige melding er, at der stort set ikke trænger vand ind i huset, som det ellers var tilfældet i 2020.
I eftermiddag kl. 16.00 lukker udstillingen ”Kan man være tryg, hvis man er utryg” med værker om børns syn på trafiksikkerheden i Gellerup og Toveshøj. Det sker med reception, cirkusforestilling af Cirkus Tværs, en trafik-rap skrevet af to unge kvinder fra FGU Aarhus Vest samt afslutningstale af byrådsmedlem Metin Lindved Aydin.
I aften kl. 19.30 fortsætter Brabrand Aarslev Kirker det grønne tema, når konsulent i “Liv og lederskab”, forfatter og foredragsholder, Lone Belling, kommer med idéer og input til, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt. Der er ingen tilmelding. Pris 40 kr. inkl. list at spise og drikke.
Grimfest er nu klar med hele spilleplanen for arrangementet GRIM x Musikhuset lørdag d. 18. november. Du kan opleve hele 10 koncerter i Musikhuset Aarhus. Og dertil kommer – naturligvis – en skate contest, som altid på festivalen på Grimhøjvej. Katinka Band lægger ud kl. 15.00 i Store Sal, og Den Sorte Skole slutter af i musikhusets foyer kl. 00.30. Du kan købe billetter til dagen her.
Bydelsmødrene i 8220 var i torsdags rundt i opgangene i Gellerup for at tale med forældrene om, at deres børn ikke bør være ude sent om aftenen. TV2 Østjylland var på besøg og har lavet denne reportage. “Det her med, at det er os, der kommer personligt, det gør noget. Det er ikke første gang, vi kommer og banker på. Der er en anden tillid til os, og vi har en god kommunikation med dem, siger en af bydelsmødrene, Randa Radwan, til mediet.