Som en fast tradition nytårsaftensdag inviterer Café BIF i Brabrandhallen i dag kl. 11-15 til at kigge forbi caféen til nytårshygge og med mulighed for at ønske andre fra hele Brabrand et godt nytår. Alle er velkomne, uanset om man er medlem af Brabrand Idrætsforening.
På lørdag d. 4. januar kl. 9.30 har du mulighed for at få en præsentation af mulighederne for at køre mountainbike i Brabrand, når formand for True Skov Trail Builders, Kurt Kragh Sørensen, først viser rundt på MTB sporet i Hasle Bakker og dernæst tager dig med i True Skov for at præsentere det MTB- og gravel-spor, der nu er fundet penge til at anlægge. Det er et langsigtet mål for kommunen, at forbinde det kommende spor i True Skov med sporet i Hasle Bakker, skriver han i invitationen her.
Skovbørnehaven Livet er på vej til Brabrand. “Vi glæder os til at kunne slå dørene op til det gode børneliv i spejderhytten i Brabrand på Holmstrupgårdsvej 36,” skriver initiativtagerne på hjemmesiden her. Med udgangspunkt i spejderhytten vil Skovbørnehaven Livet tilbyde børn i alderen 0-6 en hverdag i den omkringliggende natur. Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår den nye børnehave åbner.
Hvis du i sidste øjeblik har brug for at købe fyrværkeri til nytårsaften, kan du gøre det i Fyrværkerihuset ved Århus Firma Sport på Paludan Müllers Vej 110 – og samtidig støtte enten Brabrand Divisions Fodbold eller Brabrand IF Håndbold. 15 procent af det samlede beløb går tilbage til klubkassen i én af de to afdelinger, når du køber fyrværkeri dér. Du skal bare nævne én af de to, når du betaler.