I eftermiddag kl. 15-17 forvandles Verdenspladsen midt i Gellerup til Skills & Chill. Det bliver et hotspot af energi, bevægelse og nye oplevelser, når lokale foreninger giver smagsprøver på alt det, som du kan gå til i fritiden. Alle er velkomne til at kigge forbi. DJ Sabs sørger for musikken, og der vil være lækkerier til både store og små. Der vil også være underholdning af Ballonprofessor Bobbel, alias Asger Rasmussen, som sidste år underholdt børn og voksne ved Brabrand Byfest.
Søndag holdt de Glade Gavlmalere i Gellerup fernisering for sommerens maleraktiviteter, som har resulteret i tre nye murmalerier på gavlene på tre Gudrunsvej-blokke. På B2, Gudrunsvej, er det den lokale forfatter Elias Sadaqs digt Kærlighedsbesværgelse II, der har givet inspiration til maleriet i lilla og gule nuancer. Ved den næste bloks sydgavl, Gudrunsvej 30, er det Røde Mors Betonhjertet fra 1975, der er inspirationen. Det tredje maleri findes på sydsiden af blok B5, Gudrunsvej 56. Her er motivet inspireret af vilde blomster fra Joops Have. Gavlmalerne inviterer i Brabrand Kulturuge, onsdag den 17. september klokken 16, på en rundvisning.
I eftermiddag kl. 13-15 byder Gellerup Kirke på en sangeftermiddag i selskab med kirkemusiker Niels Bo Emgren, som vil tage alle med på en tur i den danske Højskolesangbog, og fortælle et par vittige anekdoter undervejs.
Årslev Kro er et dejligt sted som mange har besøgt, og Herreklubben på Aarhus Friplejehjem Helheden havde længe snakket om, at de godt kunne tænke sig og komme derud. “Så i torsdag skulle det ske, men bussen ville ikke starte, og så var gode råd dyre. Årslev Kro kom i stedet til os med maden, og det siger vi tusind tak for. Det var lækkert. Næste gang skal vi på kro,” lyder det fra friplejehjemmet.

Det blev en festlig dag i Lysskoven på Kulturmødet på Mors i fredags, da Gellerup Art Factory og flere kultur-organisationer fra Gellerup rykkede ind med en hel dags program. Blandt andet optrådte cirkus-talenterne fra Cirkus Tværs – billedet – og der var også optræden af Sigrids Stue, teaterkompagniet AIWA AIWA og flere andre.
I eftermiddag kl. 16.00 kan roklubben Sero fejre, at det via en donation på 150.000 kroner fra Købmand Herman Sallings Fond er lykkedes at anskaffe en ny båd, en to-årers inrigger. Det fejrer medlemmerne med en festlighed på Aarhus Rostadion.



