I dag begynder der på Gasværket en ny række af naturvidenskabelige foredrag. I aften kl. 19.00 handler det om smagen af øl. Foredraget streames direkte fra Aarhus Universitet. Under foredraget bliver der servering af fem udvalgte øltyper. Deltagelse i ølsmagning koster 30 kr. Læs mere
I eftermiddag kl. 13.30 kommer bibliotekar Karin Høyer på besøg på Lokalcenter Brabrand for at fortælle om aktuelle interessante bøger at læse.
Ligeledes kl. 13.30 inviterer byrådsmedlem og folketingskandidat Camilla Fabricius på kaffe og en snak på City Sleep-In, Gudrunsvej 82. Arrangementet har tidligere været annonceret til at skulle foregå i E&P Huset. Men det er altså i cafeen på Sleep-In. Læs mere
Senere i eftermiddag, kl. 16.30, er der i Laden kvartalsmøde i Samvirket i Gellerup, hvor du blandt andet kan få et overblik over, hvordan de mange forskellige projekter i området udvikler sig.
19 beboere i Skovgaardsparken er interesseret i at tage imod tilbuddet fra Brabrand Boligforening om at betale deres flytteomkostninger, hvis de flytter fra området, skriver Jyllands-Posten. En forudsætning for at få tilbuddet er, at man er uden for arbejdsmarkedet.
I en anden artikel skrevet af Jyllands-Posten advarer formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Beran Berlau, mod at prøve at løse problemet på den måde. “Jeg forstår godt, at boligforeningen ønsker at holde sig ude af ghettolisten. Men ingen får det bedre af at blive skubbet rundt”, siger hun til avisen.