I aften kl. 17.30 er der lagt op til en spændende pokalkamp på idrætsanlægget ved Sødalskolen, når Vatanspor fra jyllandsserien tager imod AaB fra 1. division i anden runde af pokalturneringen. Den lille værtsklub har i flere uger forberedt sig på at være værter for mange tilskuere til kampen. Sportschef Osman Eroglu forventer, at flere end 1000 tilskuere dukker op – blandt andre en række af AaB´s meget passionerede fans. Entré: 50 kr., der kun kan købes ved indgangen. Vatanspor opfordrer alle i Brabrand til at lade bilen blive hjemme. Du kan læse om kampen her.
Østjyllands Brandvæsen rykkede mandag aften ud til en brand ved Stensagerskolen på Janesvej. Det viste sig dog at være en scooter, der brændte i skolegården. “Den stod i skolegården og var næsten udbrændt, da vi kom,” siger operationschef Thomas Jørgensen fra Østjyllands Brandvæsen til Stiften.
I eftermiddag kl. 13-15 byder Gellerup Kirke på sogne-eftermiddag. Tidligere kriminalassistent Christian Medom fortæller om terrorsagen, der senere blev kendt som Blekingegadesagen.
I aften kl. 19.00 inviterer Gellerup Kirke til den første øveaften i det nye folkekor. Kirkemusiker Anne Odgård Eyermann samler alle, som ønsker at synge sammen med andre i koret. Alle er velkomne. Du kan tilmelde dig via dette link
Torsdag den 3. september rykker festugen til Gellerup, hvor der er langbordsmiddag på menuen. Det århusianske madkollektiv Syv Munde overtager Madkiosken på hjørnet af Lottesvej og Karen Blixens Blvd. og inviterer til en hyggelig fællesspisning med god mad og sensommerens grønt. Hvis vejret er godt, rykker middagen udenfor. Denne gang kræver deltagelse tilmelding på forhånd. Det kan du gøre via linket her.
På fredag kl. 16-19 er der igen Rambla Fest på ude-området syd for Sødalskolen. Det er Klub 3, som er arrangør, og alle er velkomne. Blandt andet kommer de unge kvindelige skatere fra Skateducate og lærer dig at skate. Også GAME dukker op med to playmakere, Filsan og Hinan, som står for street dance, og de kendte gadefodboldspillere Gingoball sætter gang i en fodboldturnering. Fodboldklubben Vatanspor står ligesom sidste år for maden.



