I dag kl. 13.00 inviterer Folkehuset Brabrand til koncert med musikere fra Aarhus Symfoniorkester. Du kan ganske gratis høre skønne klassiske toner fra danske og internationale koryfæer. Koncerten er gratis og kræver ingen tilmelding. Der kan købes frokost, kaffe og kage samt andre forfriskninger inden koncertens start.
Hver tirsdag kl. 16.00 bliver der læst højt i børnebiblioteket af en af Gellerup Biblioteks “læse-bedstemødre”, Eva og Margit. Tag familien med og sæt jer godt til rette til en eftermiddag med hyggelig højtlæsning.
I eftermiddag kl. 16.30 inviterer Samvirket i Gellerup og Toveshøj til kvartalsmøde i beboerhuset Laden, hvor emnet denne gang er “demokratisk udenforskab”. Du kan høre oplæg om, hvad der gør, at mennesker ikke bliver en del af vores fællesskaber, og hvordan man skaber mere inkluderende fællesskaber.
I aften kl. 19.00 inviterer Gasværket til efterårets første naturvidenskabelige foredrag streamet fra Aarhus Universitet. Professor i kemi Karl Anker Jørgensen fortæller om spejlbillede-molekyler. Spejlbillede-molekyler består af samme atomer, men er et spejlbillede af hinanden. Det ene kan være vital for os mens den anden version kan være giftig. Derfor er det afgørende at forstå molekylernes struktur – bl.a. når der udvikles nye lægemidler.
Onsdag kl. 18 inviterer Gellerupparkens afdelingsbestyrelse til ordinært beboermøde, hvor der blandt andet skal stemmes om. budget 2025, der foreslår en huslejestigning på 2,8 procent. Alle inviteres til at komme og spise lækker grønsagssuppe allerede fra klokken 17. Det foregår i Samlingshuset, Karen Blixens Boulevard.
Onsdag eftermiddag tørner Brabrand IF sammen med Randers FC i Oddset Pokalens tredje runde. Kampen spilles kl. 16.00 og ikke som tidligere annonceret kl. 16.15. Alle, som kommer i bil, opfordres til at parkere på Aarhus Kommunes område ved Stenbækvej på den anden side af Rema 1000 butikken. “Herfra tager det kun fem minutter at kommer til Domis Park og Pokalfodbold. Grillen bliver tændt og der vil være mulighed for at slukke tørsten,” lyder det fra kampens arrangører.
Torsdag kl. 19.00 er sidste chance for at se en af Gellerup Cirkus Festivals forestillinger i. PROJET COIN fra Frankrig kommer med deres fine forestilling Monique. Her kan du opleve ethjulede cykler der balancerer med mennesker og mennesker der balancerer med ethjulede cykler. En positiv og inspirerende forestilling for alle aldre. Det er gratis, og alle er velkomne. Det foregår hos Cirkus Tværs i Bevægelseshuset, Karen Blixens Boulevard 27.