Der har igen været hærværk på bus-skure i Gellerup – denne gang er det stoppestedet på Tinesvej ved City Vest, det er gået ud over. Der meldes ikke noget om, hvem gerningsmændene er.
Anders Boisen, som i Årslev bor i sit lille hjem på hjul, er klar med et online-kursus i tinyhouse-byggeri for dig, der gerne vil bygge selv. Han har pakket alle sine erfaringer, tips og tricks ned i to sessioner, “der klæder dig på til at komme godt fra start, dvs. alle de vigtigste ting, du skal vide om byggeriet, planlægningen, design, materialerne og reglerne,” skriver han på Facebook.
8220 Brabrand er fortsat blandt de områder i Aarhus, hvor der er mest corona-smitte. I løbet af de seneste syv dage har der været 25 smittede i Brabrand-området – og det er ud af et samlet antal på 190 smittede i Aarhus. Det giver en incidens – antal smittede pr. 100.000 indbyggere i løbet af en uge – på 139.
I eftermiddag kl. 17.00-18.30 inviterer Samvirket i Gellerup og Toveshøj til kvartalsmøde, hvor du kan høre nyt om udviklingen i området. Der vil denne gang være særligt fokus på den kommende boligsociale helhedsplan. Du kan følge mødet online via Samvirkets Facebook-side.
De konservative vil have Folketinget til at anerkende flere trossamfund, blandt andet Grimhøjmoskeen og Fredens Moské i Brabrand, skriver Jyllands-Posten. Det bliver godt modtaget i begge moskeer. “Vi gemmer ikke noget. Jo mere åbne vi er, jo mere ro får vi. Vi er ikke bange for at vise noget,” siger Oussama Mohamad El-Saadi fra Grimhøjmoskeen til avisen.