I denne uge står Folkebevægelsen mod Ensomhed bag “Danmark Spiser Sammen”, og det markeres i morgen, onsdag, to forskellige steder i Brabrand. Kl. 12.00 inviterer Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92, til fællesspisning. Tag din nabo, veninde eller barselsgruppe med til fællesspisning i folkehuset, hvor menuen er mørbrad med champignonsovs. Pris 54 kr. Huset giver kaffe og sødt. Lidt senere, kl. 13-15 står en række lokale aktører i Gellerup bag fællesspisning på Fredspladsen ved Gellerup Kirke. Det er ganske gratis.
Partiet Venstre vil sælge ejendommen Jægergården i Jægergårdsgade for at skaffe penge til at dække et underskud på 147 mio. kr. i Aarhus Ejendomme, skriver Din Avis Aarhus. I stedet vil man flytte medarbejderne til Blixens i Gellerup. Jægergården huset især jobcenter-indsatsen og medarbejdere på beskæftigelsesområdet. “I dag ville man aldrig bygge et jobcenter på en af de mest attraktive adresser i byen. I Brabrand får man en placering, der er nem at komme til, og samtidig kommer beskæftigelsesindsatsen tættere på de borgere, der har mest brug for hjælp,” siger byrådsmedlem Gert Bjerregaard til avisen.
MC Malerforretning har forlænget sit guldsponsorat i Brabrand Divisions Fodbold med yderligere et år. I forbindelse med forlængelsen af aftalen, styrkes MC Malerforretnings synlighed på Domis Park, ligesom MC Malerforretning vil være kampsponsor i løbet af efteråret, forhåbentlig i 2. division, skriver Brabrand Divisions Fodbold på Facebook. “Vores engagement i klubben giver os en fantastisk mulighed for at være synlige i lokalsamfundet og opbygge stærke relationer med både tilhængere og andre lokale virksomheder,” siger Leon Wagtmann, direktør for MC Malerforretning.



