Søndag var Globus1 fyldt med glade mennesker fra mange kulturer, der der var Nowroz-festival til fejring af det persiske nytår. “Det er en fest for det nye år, men også en fest for fællesskabet, hvor mange nationaliteter kommer sammen og skaber sammenhold”, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Christian Friis Bach, i denne fine video fra arrangementet, produceret af Lars Christensen.
Der var mandag flere indbrud i Brabrand-området. På Laskedalen blev indbruddet begået mellem kl. 18.35 og kl. 21.20, mens der på Porskær og på Årslev Møllevej var indbrud på et tidspunkt i løbet af dagen og aftenen.
Brabrand IF´s håndboldhold i damernes Jyllandsserie spillede i aftes den sidste hjemmekamp i forårets turnering, og det blev til et nederlag på 21-24 til Hørning. Før den sidste kamp mod ASA ligger Brabrand på en sikker tredjeplads, uden mulighed for oprykning, men også i sikker afstand fra de nederste pladser.
Der er i aften fællesspisning kl.17-19 på Brabrand Lokalcenter på Voldbækvej. Denne gang er der lækker karrysuppe med kylling på programmet. Lokalcentret inviterer alle fra lokalområdet til at deltage i fællesspisningen – på kryds og tværs af generationerne. Læs mere her
Fire studerende fra Oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet arbejder på projektet “Lyden af Gellerup” i samarbejde med Gellerup Bibliotek og vil lave en “soundwalk” i området.I den forbindelse søger de beboere i Gellerupparken og Toveshøj, som vil fortælle deres historie. og inviterer til en workshop på torsdag d. 22.3. kl.16-18 på Gellerup Bibliotek. Projektfolkene Tina, Sonja, Morten og Michael kan kontaktes på lydenafgellerup@gmail.com
Der er i dag kl. 16.30-19.00 kvartalsmøde i Samvirket, der omfatter aktører og foreninger i Gellerup-området. Temaet for dette møde er Frivillighovedstad og frivillighed. Mødet foregår i Laden, og der er fri adgang for alle.