Der var nordlys over Brabrand i aftes. Blandt andre Betina Jensen har lagt dette smukke foto op i Facebook-gruppen Brabrand Beboerne.
Er du 60+ og har ledig tid og har lyst til at kombinere motion, natur og fællesskab, så er roklubben SERO måske noget for dig. SERO er SEniorRoerne i Roklubben ARA, der holder til på Brabrand Sø. Roerne mødes hver tirsdag formiddag på Rostadion i Brabrand (v/ Vandværksvej) og hygger os en time med kaffe/te, brød og en masse snak. På ugens øvrige dage, kan der være mulighed for ture på søen, på bugten og til andre roklubber. SERO inviterer til intromøde fredag 27. februar kl 11:00 på Rostadion for enden af Vandværksvej i Brabrand. Kontakt evt. på Jan@molgaards.dk eller på sms 23 24 54 26.
I aften kl. 18.10 kan du i Brabrandhallen opleve Brabrands dygtige u15 drenge i håndboldens 1. division A, hvor holdet tager imod Skanderborg Håndbold. Brabrand-holdet vandt en overbevisende sejr i forårets første kamp, hvor Team Haderslev KFUM blev besejret. Forårets kampe byder på nye store udfordringer, blandt andet en række dygtige fynske hold.
Hvis du er optaget af, hvad der sker i dit lokalområde, bør du nok sætte kryds i kalenderen ved fredag d. 20. februar. Den aften afholder Brabrand-Årslev Fællesråd generalforsamling på Det Gamle Gasværk, Byleddet 2C. Generalforsamlingen foregår i tidsrummet fra kl. 18:30 til ca. 19:30. Før generalforsamlingen afholder fællesrådet et debatmøde fra kl. 16:00. Nærmere information følger om denne del af arrangementet.
Mohammad Abdallah er en af Gellerups iværksættere som er rykket ind i iværksætterfællesskabet Square One på Karen Blixens Boulevard. For et halvt år siden startede han C4 Marketing, hvor han hjælper mindre virksomheder med at få mest muligt ud af deres markedsføringsbudget gennem Google Ads, SEO og hjemmesideoptimering. For to måneder siden rykkede han ind i Square One, hvor han glæder sig over at være en del af et professionelt arbejdsmiljø og et fællesskab af andre iværksættere.
