Mandag eftermiddag var Sødalskolens forældre inviteret til møde om den forestående lukning af skolen og sammenlægning med Ellehøjskolen. Vores Brabrand blev desværre udelukket fra at deltage i mødet, men vil senere følge op på indholdet. “Jeg synes, man lærer børn, at de er fattige, hvis man sender alle de folk, der ikke har så mange penge sammen. Det er ikke meningen med det danske folkeskolesystem, og jeg synes, det er skammeligt,” sagde én af forældrene, Peter Saxtrup Nielsen, til TV2 Østjylland inden mødet.
Som led i Brabrand Kulturuge 7.-15. september afholder Brabrand Whiskyklub – Maltværket et festarrangement under overskriften “Mad med Whisky – Whisky til Mad” lørdag den 14. september 2024 kl. 18.00. Festen foregår på Det Gamle Gasværk, hvor der først serveres tre retter gourmetmad, hvori whisky indgår som ingrediens i alle retter. Efter maden spiller bandet Tradish op til dans. Send en mail med tilmelding til formand Lars Broni på lb@brabrandwhisky.dk.
Torsdag kl. 17.00 inviterer menighedsrådet ved Sdr. Årslev Kirke til vandring ved Årslev og Årslev Engsø. Efterfølgende er der grill og hygge på græsarealet ved Ørvadsvej 52. Tilmelding på mail til niels@holm-nielsen.dk.
https://www.brabrand-aarslev.dk/begivenhed/22-8-2024-den-aarlige-aarslev-vandring-1-40448
I aften kl. 19.00 byder fodboldklubben Vatanspor på efterårets første hjemmekamp i jyllandsserie 2, hvor modstanderen er Lemming IF. Kampen spilles på anlægget ved Sødalskolen.
I aften kl. 19.00 spiller Brabrand IF ligeledes på hjemmebane i serie 1 for mænd. Modstanderen på Domis Park er Åbyhøj i et ægte lokalopgør mellem de to klubbers andethold.