Brabrand Boligforening har i samarbejde med afdelingsbestyrelsen for Gellerupparken taget initiativ til, at der er blevet etableret en redekasse til en vandrefalk på toppen af en af boligblokkene, A4. To medlemmer af Lokalsjakket i Gellerup, Aiad og Ole, har bygget redekassen, og de var forleden oppe på taget for at se, om den har været taget i brug – men desværre endnu ikke. Håbet er, at en vandrefalk, der er en rovfugl, kan være med til at holde duebestanden nede i Gellerupparken.
Programmet til Løb Mellem Husene i Gellerup lørdag d. 13. september er nu klar. Festpladsen i byparken åbner kl. 11.30, og fra det tidspunkt er det muligt at få sit startnummer. Desuden er der masser af aktiviteter. Der vil være fællessang, man kan hoppe i hoppeborg, prøve streetbasket og streetdance og meget andet. Fra 12.40 er der opvarmning, inden det går løs kl. 13. Du kan stadig nå at tilmelde dig Løb Mellem Husene via linket her.
I formiddag kl. 10.00 i Brabrand sognegård, Engdalsvej 1, inviterer Brabrand Aarslev Kirker til informationsmøde om en kommende sorg- og livsmodsgruppe. Her vil Gerda Jensen, frivillig, og sognepræst Pia Husted Blok fortælle om forløbet, og man kan beslutte sig for om det kunne være noget, som man har lyst til at deltage i.
Da Det Boligsociale Hus i sidste uge holdt intromøde for lokale 15-17-årige, som ønsker et fritidsjob, mødte 25 unge frem. Og 23 af dem har nu fået aftaler med UC Fritidsjob i Aarhus kommune. UC Fritidsjob hjælper nu de unge med at skrive jobansøgninger og forsøge at matche dem med en virksomhed.
Hver morgen under Aarhus Festuge inviteres alle til bevægelse i græsset foran rådhuset, i Byparken, hvor du i selskab med en underviser ledes igennem en times kropspraksis. Ingen erfaring kræves – du er velkommen uanset dagsform. Underviserne bringer hver deres tilgang, skriver Aarhus Festuge i programmet. På fredag kl. 8.30 er det Christine Wiklund fra Brabrand, som fra kl. 8.30 leder Intuitiv Dans i byparken.
I aften kl. 18.30 kan du på idrætsanlægget i Tilst opleve et ægte lokalbrag i jyllandsserien i fodbold, når TST tager imod Vatanspor i jyllandsserien. Vatanspor kæmper i øjeblikket med tingene og tabte lørdag hjemme 0-2 til det andet bundhold, Helsted Fremad.
I Fælleshaven midt i Gellerups bypark er forberedelserne til opførelsen af det kommende Spirehus nu gået i gang. “Det betyder, at pladsen bliver en byggeplads, så I skal passe lidt på. Der er sat hegn om, men I må selvfølgelig stadig gerne kante jer forbi hegnet og gå ind og vande,” lyder det i en hilsen fra bestyrelsen.



