På lørdag kl. 10-13 inviterer Smag på Aarhus og Junior Rangers igen til naturdag på Sølyst, Louisevej 100. Det foregår denne gang i fuglenes tegn, denne gang i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening. “Nyd den grønne sensommer til en dejlig dag for hele familien. Vi skal kigge på fuglene i træerne, ved vådområdet og ud over Brabrandsøen. Lån en kikkert og kravl op i fugletårnet,” lyder det i invitationen. Der vil som altid også være åbent ind til de søde bondegårdsdyr, så du kan sige hej til gederne, kaninerne og hønsene.
Brabrand Idrætsforenings festudvalg meddelte mandag aften, at Brabrandfesten ‘25 er aflyst på grund af for få solgte billetter. “Det er vi utrolig kede af. Vi har arbejdet hårdt på at stable et fedt arrangement på benene, men desværre har interessen ikke været stor nok dette år, til at sikre økonomisk balance,” meddeler festudvalget. “Alle, der har købt en billet, får naturligvis pengene refunderet hurtigst muligt. Pengene overføres automatisk til den konto, der blev brugt ved betaling, og du behøver derfor ikke foretage dig noget,” understreger udvalget.
I dag kl. 17-19 har A. Enggaard inviteret foreningsfolk og ildsjæle i Brabrand til workshop om den fremtidige anvendelse af et kommende nybyggeri på Jaka-grunden ved Høiriisgårdsvej. Mødet er flyttet fra A. Enggaards domicil i Ceresbyen til virksomhedens kontor i City Vest.
I formiddag fra kl. 9.30 sætter Gellerup Bibliotek fokus på biler og seje maskiner gennem bøger, film og sange. Arrangementet er velegnet til børn i alderen 2-4 år. Det er gratis, men der skal bookes billet til alle børn.
Fodboldklubben Vatanspor spiller i aften kl. 19.00 efterårets tredje kamp i Jyllandsserie 2, hvor holdet foreløbig både har vundet og tabt. Denne tirsdag aften kommer Horsens Freja på besøg på anlægget ved Sødalskolen, og der vil som altid være tændt op i grillen, så du kan stille appetitten med den velkendte vatan kebab.



