I aften kl. 19.00 afholder Brabrand og Sdr. Årslev menighedsråd valg i sognegården, Engdalsvej 1. I Brabrand skal der vælges 10 medlemmer til menighedsrådet for en periode på fire år, mens der i Sdr. Årslev skal vælges 5 medlemmer.
I aften kl. 19.30 er der ligeledes menighedsrådsvalg i Gellerup Kirke. Ved at møde op til valgforsamlingen er du med til at vælge retningen for kirkens arbejde i de næste to år. Alle kan stille op til menighedsrådet. Læs mere om valget her.
I formiddag kl. 9-13 inviterer Gellerup Bibliotek venskabsklasser fra lokalområdets skoler til at komme og lege med solens stråler. De ældste klasser prøver kræfter med teknologiformidling til deres yngre venskabsklasser.
I aften kl. 19.00 spiller ACFC mod ASA i mændenes serie 1 i fodbold. Kampen spilles på Arena Vest i Gellerup, og med en sejr kan ACFC cementere førstepladsen i rækken. “Holdet er i fantastisk form med seks turneringssejre i træk, og særligt Ali Estaite og Yassir Hassan har været i sprudlende målform. Begge spillere har været afgørende i den imponerende sejrsstime – sammen har de stået for 13 ud af holdets 22 scoringer,” skriver klubben på Facebook.
På torsdag kl. 16.00 kan du i Folkehuset Brabrand opleve musikere fra Aahus Jazz Orchestra genskabe stilen, musikken og stemningen, der fulgte med John Kirbys musik i 30´erne. Koncerten er gratis,og der er ingen tilmelding.
I eftermiddag kl. 16.30 byder Gellerup Kirke velkommen til fyraftensmeditation. Meditationen har et simpelt forløb med en kort salme og læsning, lystænding og Fadervor – derudover er stilhed det primære element, skriver kirken om initiativet.
På tirsdag d. 24. september kl. 16.30 er der igen kvartalsmøde i Samvirket i Gellerup og Toveshøj. Emnet er denne gang demokratisk udenforskab. “Vi skal høre oplæg om, hvilke mekanismer der gør, at mennesker ikke bliver del af vores fællesskaber. Og vi skal tale om, hvad vi kan gøre for at inkludere alle og skabe gode fælles rum,” skriver Samvirkets styregruppe om mødet. Det foregår i Laden på Edwin Rahrs Vej 6B, og alle er velkomne!