I aften kl. 19.00 byder Brabrand IF Gymnastik på en ekstraordinær generalforsamling i Brabrand Sognegård, hvor der skal vælges to personer til afdelingens bestyrelse. Hvis det ikke sker, indstilles afdelingen til lukning. Efter 10 år på posterne stopper forperson Janni Kikkenborg Rossel og sekretær Grith Christensen i Team Ledelse. På den ordinære generalforsamling for nylig lykkedes det ikke at finde nye kandidater til de to poster, og derfor siger reglerne, at der skal en ny generalforsamling til. Du kan få et overblik over forløbet her.
Endnu en gang har glas-overdækningen ved busstoppestedet på Tinesvej ved City Vest været mål for hærværk. Mandag morgen var alt glas smadret, og buspassagerer måtte vade gennem glasskår for at komme med bussen. Men allerede få timer senere mødte folk fra selskabet AFA JDdecaux op og satte nyt glas i overdækningen.
I formiddag kl. 10.30 er der åben barselscafé på biblioteket, hvor du kan høre om tænder og tandsundhed for dig og din baby. Når tandfeen Marwa gæster åben barselscafé, kombineres hygge, samvær og viden, skriver biblioteket. Læs mere her.
3D-print er meget mere end reservedele og tekniske prototyper. I en workshop på Gellerup Bibliotek på torsdag fra kl. 16.00 kan du være med til at udforske 3D-print som et kreativt redskab til at designe både smukke og brugbare objekter til hjemmet. Du bliver introduceret til inspiration og eksempler på design skabt med 3D-print og får hjælp til både idégenerering og grundlæggende 3D-modellering. Undervejs designer og printer du dit eget lille objekt – fx en vase, skål, lysestage eller noget helt fjerde, som du gerne vil have. Book en billet her.
Torsdag d. 26. marts fra kl. 18 inviterer Gellerup Højskoles Forsamlingshus og Palæstina Film Festival til palæstinensisk filmaften på Gellerup Højskole – med stort palæstinensisk mezze og foredrag. I Rashid Masharawis rørende drama “Passing Dreams” følger vi den 12-årige Sami, der begiver sig ud på en magisk og symbolsk rejse tværs gennem Palæstina. Der er gratis entré, men maden koster 50 kr., og skal bestilles på forhånd ved at sende til Palæstina Film Festival på 122305 med teksten “PASSING DREAMS + DIT NAVN”



