Vestres Provstiudvalg har besluttet at nedlægge Folkekirkens Familiestøtte, der i otte år har haft til huse i Brabrand Sognegård. Initiativet nedlægges af økonomiske årsager ved udgangen af 2025. “De sidste tre år har udgiften til arbejdet i Folkekirkens Familiestøtte i Aarhus udelukkende ligget i Vestre Provsti, der på forskellig vis har forsøgt at få andre med i ejerskabet. Dette er desværre ikke lykkedes i tilstrækkelig grad. Tak til Vestre Provsti for et godt samarbejde gennem årene,” skriver Folkekirkens Familiestøtte. Igennem de sidste 8 år har Folkekirkens Familiestøtte i Aarhus ydet hjælp og støtte til børnefamilier i hele Aarhus Kommune.
I aften kl. 19.00 i gallerisalen på Gasværket er der formøde og evt. senere på aftenen stiftelse af en filmklub i Brabrand. Der vil være mulighed for kaffe/the samt salg af vand, øl og vin. Som udgangspunkt forestiller initiativgruppen sig, at der vises film én gang om måneden i perioden fra september til april. I alt otte film. Dannelsen af en forening er en forudsætning for at kunne leje film til fremvisning. Derfor er det vigtigt, at andre, som vil bakke op om planerne dukker op til mødet. Alle er velkomne. Læs mere om planerne her.
Borgmester Anders Winnerskjold har bekendtgjort, at han på fredag den 20. juni kl. 15-15.45 står foran Netto på Silkeborgvej. “Som borgmester er jeg meget optaget af at have den ufiltrerede samtale med byens borgere. Og jeg vil meget gerne høre, hvad der betyder mest for jer – uanset om det gælder de lokale bysamfund, trafikale forhold eller andet, I finder vigtigt,” skriver han på Facebook.
I eftermiddag fra kl. 16.00 kan du komme med bag kulissen hos to spændende virksomheder i Brabrand, når Brabrand Erhvervsforening besøger JUHL-SØRENSEN A/S og Flisegalleriet ApS. Deltagelse er gratis men kræver medlemskab af erhvervsforeningen. Læs mere her.
I aften kl. 19.15 er der fodboldbrag i Sødalen. Hjemme på anlægget ved Sødalskolen inviterer Vatanspor til ægte topopgør i jyllandsserien, hvor Odder kommer på besøg. De to hold ligger nærmest side om side i toppen af rækken sammen med ASA. Vinderen af aftenens opgør er tæt på en oprykning til Jyllandsserie 1.
Mandag var Folkehuset Gellerup fyldt med toner fra baggårdsmusikanterne Jacob og Sonni, som bød på gamle klassikere som “Gå ned i lunden”, “Titte til hinanden”, “Der er noget galt i Danmark” og andre gode klassikere. “Vi takker for denne sæson og vender stærkt tilbage den 25. august med hygge, kaffe, kage og lidt snak om fremtiden,” skriver folkehuset på Facebook.



