Politi og brandvæsen er de seneste år blevet beskudt med fyrværkeri under indsatsen nytårsaften. Derfor inviterer Østjyllands Politi, Østjyllands Brandvæsen og Præhospitalet fredag d. 27. december kl. 14-16 til fyrværkerimøde på Verdenspladsen ved Sports- og Kulturcampus. Her kan du se en ambulance, en politibil og få en snak med politi- og brandfolk.
På torsdag kl. 16-18 kan du være med til en hyggelig og lysende eftermiddag på Fredspladsen foran Gellerup Kirke, hvor en række organisationer arrangerer lysfest. Fredspladsen fyldes med lysværksteder med kreative aktiviteter, bål og snobrød, fællessang og et vildt ildshow. Der vil også være varme ved bålet og lækre julesnacks samt en udstilling af gamle julebilleder fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv.
I dag kl. 13.15 indbyder Folkehuset Brabrand til julehygge med gløgg, æbleskiver og julebanko. Prisen er 90 kr., og for den pris får du gløgg og æbleskiver, kaffe og caféens hjemmebagte brunkager samt bankoplader og lodder til amerikansk lotteri.
I dag kl. 13.30 er der ligeledes julehygge i Livsværkstedernes café i City Vest. Alle er velkomne.
Sidst på eftermiddagen, kl. 16.30-17.30, byder Gellerup Kirke på fyraftensmeditation, et simpelt forløb med en kort salme og læsning, lystænding og Fadervor – derudover er stilhed det primære element.
Grimfest offentliggjorde søndag endnu et musiknavn til sommerens festival. Ud over Jonah Blacksmith kommer også det fremadstormende københavnske band Aphaca, hvis tidløse, enkle og håndspillede pop på dansk er nem at forelske sig hovedkulds i. “Aphaca er langt mere tidløse end nostalgiske, og deres enkle, dansksprogede pop oser af en renhjertet kærlighed til musikken, en analog, håndspillet varme og en umiddelbar, ungdommelig og blåøjet friskhed,” skriver Grimfest om bandet.