I aften kl. 19.00 inviterer Gasværket igen til foredrag om naturvidenskab. Professorerne i datalogi Ivan Bjerre Damgård og Jesper Buus Nielsen, fortæller om, hvordan kryptering sikrer, at vi kan kommunikere fortroligt og færdes sikkert på internettet – fx når du bruger din netbank.
I aften kl. 19.30 byder Gellerup Kirke på fællessang med Katrine Muff. “Vi skal synge sammen og blive klogere på hvorfor sangene rammer os lige i hjertet og bliver siddende der,” skriver Gellerup Kirke. Der er gratis entré.
Der er stadig meget vand omkring Eskelund, Andebroen, Rostadion og Stadevej, meldte Aarhus Kommune mandag på Facebook-siden Trafik i Aarhus. “Så meget, at vores fejemaskiner ikke har mulighed for at rengøre stien endnu. Og med aftenens og tirsdagens regnvejr in mente varer det nok et par dage, før hele stien er helt rengjort og klar til at cykle og gå på, lød det fra kommunens vejfolk.
Vejret har de sidste dage været godt nok til, at nogle af lokalområdets dygtige fotografer har været på tur omkring engsøen og Brabrand Sø. Jørgen Pedersen fik øje på odderen, der sad under broen mellem de to søer og spiste sin frokost.