I budgetaftalen, byrådets politiske partier indgik tidligere på efteråret, blev der lovet økonomisk støtte til Gellerup Museum – under forudsætning af at beboerne i Gellerup ville sige ja til en helhedsplan for området. Men på grund af corona-smitten har der endnu ikke været en helhedsplan at stemme om. Derfor har afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken skrevet til byrådspolitikerne for at spørge til driftsstøtten, skriver Skræppebladet.
Nordgårdhallen tilbyder frem til nytår hver dag kl. 9-16 coronatests, men der skal nu bestilles tid for alle, som ønsker en test. Region Midtjylland har oprettet en telefonlinje med tidsbestilling for borgere som ikke har nem-id. Du kan ringe på tlf. 7842 4242. Der var tirsdag formiddag ingen ventetid.
Det nye medie i Brabrand, Gellerup Live, fortsætter aktiviteterne i studiet i Blixens på Karen Blixens Boulevard. Forleden var de dygtige dansere i Black Top Team forbi og gav en demonstration i hiphop. Du kan se dette og en række andre indslag på Gellerup Lives Facebook-side.