Onsdag kl. 19.00 kan du på Domis Park i Brabrand opleve top -og lokalopgøret i 3. division for mænd mellem Brabrand IF og Odder. Og hvis du er heldig, kan du gøre det ganske gratis. Spar Nord forærer 20 adgangsbilletter inkl. stadionplatte og drikkekupon efter “først til mølle”-princippet. Billetterne og mad/drikke kuponer kan afhentes i Spar Nord, Ceresbyen 75, 8000 Aarhus C i åbningstiden 10.00 – 16.00, mandag, tirsdag og onsdag, så længe lager haves.
På fredag d. 16. maj kunne det have været St. Bededag – hvis ikke den var blevet afskaffet af regeringen. Men det behøver ikke at afskrække nogen fra at spise varme hveder, som det i århundreder har været traditionen. Hos Bager Hartmeier er man gået i gang med at bage hveder, og bageriet lover at bage friske hveder hver dag hele ugen frem til på lørdag.
Onsdag d. 18. juni kommer litteratur-festivalen LiteratureXchange til Brabrand, når Gellerup Bibliotek byder på en anderledes forfattersamtale med udgangspunkt i Amina Elmi og Elias Sadaq’s debatskabende digtning. De to sætter i en samtale fokus på sproglig mangfoldighed, den personlige forfatterstemme, og hvordan poesien kan åbne op for læsernes egne fortællinger. Arrangementet udfolder sig som samtaler imellem de to forfattere, men især imellem deltagerne, der skal udveksle syn på udvalgte emner. Du kan bestille billetter til arrangementet her.
I eftermiddag kl. 13.30-16.00 inviterer Cykeloplevelser Aarhus og Folkehuset Brabrand til cykeltur til Æblehaven. Det er gratis at deltage, men du skal tilmelde dig på sms til Tina på 91777730. Folkehuset tager deres 3 rickshaws med så hvis du ikke kan cykle selv, kan du få en plads.
I aften kl. 17.30 – 20.00 byder Folkehuset Brabrand på ølsmagning og lækker aftensmad. Du kan blandt andet smage seks øl fra Aarhus Bryghus og høre historien om bryggeriet. Der har været forsalg af billetter til arrangementet.
Onsdag den 28. maj klokken 19.00 holder Gellerup Fællesråd generalforsamling hos Folkehuset Gellerup, Gudrunsvej 80, 1. “Fællesrådet er dit lokale talerør ind i Aarhus Kommune. Og det er også fællesrådet, som er med til at støtte op omkring en masse lokale kulturelle initiativer og aktiviteter,” skriver Gellerup Fællesråd.
I anledningen af sæsonafslutning for Skakklubben Gellerup, inviterer foreningen til en skakturnering for at fejre en vellykket første sæson. Efter turneringen vil der være lækker mad bestående af fladbrød, dahl og lidt andet godt. Arrangementet er gratis og ønsker man at deltage i skakturneringen, skal man sende en sms til Jeppe på 4295 6001.
