I dag og i morgen kl. 9-13 er der fortsat håndboldcamp i Globus 1, Gudrunsvej 3A, for de 8-12-årige. I dag kan du møde landsholdslegenden Jesper Nøddesbo, som vil lære de bedste håndbold-tricks fra sig. Aarhus Håndbold er vært for campen, hvor du kan prøve kræfter med en masse sjove håndboldaktiviteter. Husk sportstøj og indendørs sko.
Folkeskolerne i Aarhus har fået et økonomisk løft af byrådet til stigende udgifter til specialklasser. Men pengene dækker langt fra udgifterne, så skolerne skal fortsat spare, skriver Stiften. Hos de lokale skoler ser det værst ud for Ellehøjskolen, der har udgifter til specialklasser på knap 12 mio. kr. men kun får 8,3 mio. kr. dækket af de ekstra midler. Engdalskolen har udgifter for 5,6 mio. kr. men får 4,3 mio. kr. dækket – og Sødalskolen har 7,5 mio. kr. i udgifter og får 6,6 mio. kr. dækket.
I dag er der ligeledes en masse andre sjove og hyggelige familieaktiviteter i dit lokalområde. Kl. 10-17 kan du og din familie låne et brætspil på Gellerup Bibliotek. Der står både svære strategiske spil for voksne, klassikere som skak og backgammon og sjove spil for de mindste klar, skriver biblioteket.
Lidt senere, kl. 11-14, er der kreativ vinter-workshop for børn og unge i beboerhuset Laden, Edwin Rahrs vej 6B. Du kan lære at tegne sjove og fantasifulde dyr med inspiration fra Mexico. Deltagelse er gratis.
I eftermiddag kl. 15-17 inviterer Gellerup Bibliotek til FIFA-træning og turnering. Kom som du er og dyst mod dine venner eller en ven du ikke har mødt endnu.
Tirsdag kl. 16.00 kan du og din familie lytte til en god historie på Gellerup Bibliotek. Der bliver læst højt i børnebiblioteket af en af bibliotekets “læse-bedstemødre”.
En ny aftale mellem AURA og Norlys giver nu mulighed for, at 106.000 privatkunder i Østjylland kan vælge internet og tv-løsninger fra Norlys. Med det nye samarbejde får AURA endnu en af de helt store indholdsudbydere ind på deres fibernet, mens energi- og telekoncernen Norlys med aftalen nu kan tilbyde højhastighedsinternet og tv til flere end 3,1 mio. adresser i Danmark via kablede forbindelser, skriver AURA i en pressemeddelelse.
I eftermiddag kl. 16.30-17.30 inviterer Gellerup Bibliotek på “Ord i kaffen”, hvor voksne kan komme til højtlæsning og samtidig nyde en kop kaffe. “Vi snakker om bogen, og til slut trækkes der lod om et eksemplar af dagens bog,” skriver biblioteket.