I aften og i nat mellem kl. 19.00 og 05.00 går NCC Industry A/S i gang med asfaltarbejde på Silkeborgvej mellem Åby Ringvej og Stenbækvej. Affræsningen af den gamle asfalt foretages i aften og i nat, mens selve asfaltarbejdet udføres om aftenen og natten mellem søndag og torsdag d. 15-19. september. “Arbejdet vil blive udført i tidsrummet 19:00 til 05:00, hvor vejen i arbejdstiden vil være spærret. Der er etableret omkørsel på strækningen. Følg anvisning fra skilte eller folk på stedet,” skriver NCC i en besked til vejens beboere.
Brabrands fodboldkvinder i jyllandsserien vandt i aftes en overraskende 3-2-sejr over IF Dannebrog Astrup i jyllandsserien. Brabrand kom ellers bagud 0-2 i de første 20 minutter, men holdet kæmpede sig tilbage – blandt andet takket være Trine Marie Madsen, som normalt gør sig som målscorer på 2. divisionsholdet. Mandag aften stod hun bag Brabrands to første mål på oplæg fra en anden divisionsspiller Mathilde Søjberg – og fem minutter før tid leverede hun oplægget til Laura Refsgaard, som kunne score til 3-2 for Brabrand.
I dag kl. 17-19 kan du og familien forlyste jer til tartelet-aften i Folkehuset Brabrand, hvor alle er velkomne til en hyggelig aften i fællesskabets og tarteletternes tegn. Arrangementet er folkehusets bidrag til at skabe hyggelige mødesteder under Brabrand Kulturuge. Prisen på tarteletterne er til at overkomme: 1 stk. tartelet koster 20,- kr. – og hvis du vil have med salat også er prisen 25,- kr. Øl, vand, vin og kaffe kan købes. Der er ingen tilmelding.
I eftermiddag kl. 17.00 tager Brabrand IF imod Thisted FC i Oddset Pokalens anden runde. Kampen spilles på Domis Park i Brabrand. De to hold har i en årrække været arvefjender i 2. division, men nu er Brabrand som bekendt rykket en række ned – men lysten til at slå thyboerne er sandsynligvis uforandret.
Samtidig, ligeledes kl. 17.00 i dag skal Brabrands andet tilbageværende lokale hold i pokalturneringen, ACFC op mod Næsby fra 3. division. Kampen spilles på Arena Vest i Gellerup. ACFC er tophold i serie 1 og vil forsøge at skabe en pokaloverraskelse i aften.
Onsdag kl. 17-18 åbner et lokalt cykelværksted i beboerhuset Laden i Toveshøj. Alle er velkomne til at komme forbi og lade de lokale frivillige hjælpe dig med at få din cykel til at fungere bedst muligt. Bag initiativet står fædregruppen Baba sammen med andre lokale aktører.
I formiddag kl. 10.10-11.30 holder Roklubben ARA/SERO åbent hus på Rostadion, for enden af Vandværksvej.
I eftermiddag kl. 14-15 fortæller Lars Nikolajsen, Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, om livet ved Brabrand Sø i fortid og nutid. Det foregår på Gellerup Bibliotek, hvor der er gratis adgang og ingen tilmelding.