Mod Randers FC i tredje runde i Oddset Pokalen var der cirka 1400 på plads ved opvisningsbanen i Brabrand, mens der var omkring 1600 mod FC Nordsjælland – og søndag slog Brabrand Divisions Fodbold alle rekorder, da der var cirka 2500 tilskuere omkring banen. Det fortæller sportschef Andreas Rasch-Christensen til Bold.dk efter at have talt indbetalingerne på Mobile Pay op. Det betyder, at økonomien ser god ud: “Nu er der mere end bare balance. Det bliver til den gode side, også trods de øgede udgifter vi har haft,” siger han til fodbold-mediet.
I aften kl. 17.30 indbyder Sundhedsstyrelsen og Mino Danmark til Mino Talk om ulighed i sundhed og mental sundhed blandt minoritetsetniske ældre. Det foregår i Samlingshuset, Karen Blixens Boulevard 23, hvor du blandt andre kan møde Simi Jan, Niels Sandø, Christian M. Wejse og Ali Aminali. Der er ingen tilmelding. Læs mere her.
I dag kl. 12.00 inviterer Folkehuset Brabrand til julefrokost og harmonikamusik med Aarhus Harmonikaklub, som spiller svensk og norsk harmonikamusik og tyske og irske melodier. Pris: 170,00 kr. Der har været tilmeldingsfrist.
Brabrand Divisions Fodbolds sportschef Andreas Rasch-Christensen siger til fodboldmediet Bold.dk, at han forstår Viborgs frustration over kvaliteten af banen, der søndag blev spillet pokalkvartfinale på. Han siger dog, at det ikke var muligt at flytte den store kamp til kunstgræsset. Du kan læse artiklen her.
I eftermiddag kl. 17.00-18.30 inviterer afdelingsbestyrelsen i Toveshøj til informationsmøde for beboerne, hvor formand Anett S. Christiansen og direktør Kristian Würtz vil vi give en status på helhedsplanen. Mødet er forbeholdt beboere.
På torsdag den 12. december holder Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv åbent hus kl. 15.00 – 17.30 i lokalet på Gellerup Bibliotek. Samtidig fejrer biblioteket 3 års fødselsdag med en masse aktiviteter. Du kan benytte lejligheden til at se hvad lokalarkivet har på hylderne – og se den nye udstilling om jul.
Der er altid spændende aktiviteter til MakerMonday på Gellerup Bibliotek. I går kom Michael forbi og lod deltagerne prøve sandblæsning på glas. På næste mandag handler det om at tegne kæmpesnegle. Det er mandag kl. 15.30-17.30.
De to boligsociale medarbejdere i Skovgårdsparken, Martin og Masud, inviterer onsdag kl. 18.00 til forældremøde i Skovgårdsparkens beboerlokale, Ingasvej 66. På programmet er en mulig lektiecafé i Skovgårdsparken. De ønsker forældrenes bidrag til planlægning og opbakning af lektiecaféen. Der er aftensmad og børnepasning. Kontakt Martin på 2210 7742, hvis du ønsker børnepasning.
Lokale betjente fra politistationen i Aarhus Vest fik mandag aften øje på to unge mænd, der luskede rundt ved en kældernedgang til et vaskerum i Brabrand. Da betjentene fattede mistanke til, at mændene havde stoffer på sig, blev de begge visiteret, og på den ene, en 24-årig mand, fandt betjentene flere tusinde kroner i kontanter. Tæt på, hvor mændene havde stået, fandt betjentene poser med flere hashjoints, og den 24-årige blev sigtet for salg af euforiserende stoffer. De kontanter, han havde på sig, blev beslaglagt, da de mistænkes for at stamme fra narkosalg.