Mandag meddelte fodboldklubben Vatanspor, at årets vinder af Pigeprisen i Danmark, Nagin Ravand, slutter sig til klubben og skal være med til at starte en pigeafdeling i Vatanspor. Nagin Ravand har tidligere fået en masse piger i Gellerup til at spille fodbold i fodboldklubben ACFC.
På torsdag d. 3. december åbner Aarhus Kommune i E&P Huset, Tinesvej 31, en udstilling om den kommende nye skole i Gellerup. Torsdag i tidsrummet mellem 15.30 og 17.30 står folk bag projektet klar ved udstillingen – både indendørs og udendørs – til at svare på spørgsmål og samle input til projektet.
Kommunikationsrådgiver Dorte Burhøi, Brabrand, har skrevet et juleeventyr, “Den Magiske Tusch”, som du hele december kan følge live på Facebook. Her kan du hente dagens tegning, som du kan skrive og male på, mens vil de to tegnere Frank Høedt og Jimi Holstebro fortæller. Du kan høre mere her.
Tirsdag kl. 15.30 inviterer Gellerup Bibliotek til ”maker-tirsdag”. Bibliotekets folk står klar med symaskine-kundskaber og tips og tricks til, hvordan du kan opgradere dine genbrugsfund og gamle t-shirts!
Natten til tirsdag kl. 01.40 kørte en patrulje ind på Circle K-tanken på Silkeborgvej, og i samme øjeblik kørte tre biler hurtigt fra stedet. Betjentene fik standset en af bilerne i krydset Tinesvej/Edithsvej og tog kontakt til de fem mænd, der sad i bilen. Mændene var tydeligt utilfredse med politiet tilstedeværelse og udviste aggressiv adfærd. Det viste sig, at den ene, en 24-årige mand, var eftersøgt til fogedretten, og han blev derfor anholdt. Da en af de øvrige, en 22-årige mand, blev bedt om at stille sig og afvente, råbte han skældsord til den ene af betjentene, hvorfor han blev anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale.