Østjyllands Politi var i aftes til stede på en adresse i Årslev i forbindelse med et dødsfald. “Da vi ikke kan udelukke en kriminel handling, foretager vi grundige undersøgelser,” skrev politiet i aftes på det sociale medie X. Senere på aftenen skrev politiet, at “der er stadig yderligere undersøgelser, der mangler, inden vi kan danne os en færdig konklusion.” Søndag morgen oplyser Østjyllands Politi, at der er tale om en mand, som man dog endnu ikke har fået bekræftet identiteten på. “Vi afventer blandt andet en obduktion, hvilket kan bistå med at klarlægge de faktiske forhold,” skriver politiet.
På torsdag kl. 10.00 skal Engdalskolens fodboldhold for drenge ud på endnu en mission i DBU´s landsdækkende skoleturnering. Denne gang gælder det Mårslet Skole, og kampen spilles på Mårslet Stadion. Engdalskolen er nu blandt de 16 bedste skolehold i Østjylland, efter at holdet senest i en dramatisk kamp slog Viby Skole 5-4 efter straffespark. Den ordinære kamp endte 2-2.
Brabrand Boligforenings beboerblad, Skræppebladet, er udkommet med det seneste blad, både på tryk og digitalt. Den digitale udgave finder du her. Du kan blandt andet læse fyldige referater fra afdelingsmøderne rundt om i boligforeningen. I Søvangen blev det et marathon-møde, hvor beboerne skulle forholde sig til hele 21 forskellige forslag. I Hans Broges Parken nedstemte beboerne forslaget til budget for det kommende år. Forslaget indeholdt bl.a. en huslejestigning på 4,3 procent.
Gellerup Museum holder søndagsåbent i dag, søndag kl. 14-16. Kom og se den nye særudstilling Blach, Beton og Bedste Boliger om arkitekt Knud Blach Petersens virke. Du kan desuden opleve museet, der er indrettet i en 5-værelset Gellerup-lejlighed på sjette sal på Gudrunsvej 16, 6.th.



