Brabrands fodbold-kvinder i C-Liga måtte lørdag eftermiddag se gæsterne, Silkeborg IF, køre hjem med de tre points, efter et opgør hvor Brabrand IF ikke var i nærheden af at få point. Allerede i kampens første minut kom hjemmeholdet bagud. Silkeborg fik alt for let lov til at løbe igennem i venstre forsvarsside, og med en flad aflevering ind foran mål var oplægget klart til en sikker scoring. Efterfølgende fik Brabrand stabiliseret forsvaret, men formåede omvendt ikke at skabe de store målchancer. I anden halvleg blev det 2-0 og 3-0, uden at Brabrand kunne svare igen. Foto: Henrik Andersen.
I Gentofte var der heller ikke noget at hente for Brabrands mænd. Efter en jævnbyrdig kamp mod HIK løb hjemmeholdet med en 2-1-sejr. Brabrand var ellers godt med i kampen, men blev i et par situationer overmatchet af HIK, der i det 41. minut bragte sig foran 1-0. Kort inden pausen fik anfører Rasmus Juul udlignet til 1-1 efter hjørnespark – men straks inde i anden halvleg scorede den tidligere Brabrand-spiller Benjamin Suner sejrsmålet for HIK.
I dag kl. 10 inviterer MTB-foreningen Aarhus Vestspor til prøvekørsel af de nye og renoverede mountainbike-spor i Brabrand. Først køres en runde på det ca. 5 km. lange spor i Hasle Bakker, og herefter køres VESTsløjfen af sporet i True Skov. Læs mere her.
I dag kl. 12 til 16 kan du opleve Fælleshaven og Spirehuset i Gellerup, der sammen med Realdania holder åbent hus. Du kan bl.a. opleve landskabsarkitekt Jennie Schneider vise, hvordan man anlægger et såkaldt hügelbed i et højbed. Her kan du læse historien om Realdania-projektet Vores Sted.



