Søndag sørger Brabrand IF Håndbold hele dagen med “Brag i Hallen” for masser af stemning i Brabrandhallen, hvor mange af klubbens hold spiller på hjemmebane. Der vil være indløb til musik, navneopråb af holdene, musik ved scoringer og salg af popcorn.
I eftermiddag kl. 17.25 kan du blandt andet opleve Brabrand IF Håndbolds talentfulde u15-drenge i et topopgør i 1. division. Der er lagt op til et brag af en håndboldkamp, når rækkens andet tophold, HEI Skæring, kommer på besøg.
I eftermiddag kl. 16-17 markerer Brabrand Kirke den første søndag i advent med en stemningsfyldt gudstjeneste, hvor kirkens spire-, børne- og pigekor synger for. Efter gudstjenesten tændes lysene på det store juletræ foran kirken, der serveres lune æbleskiver. Læs om arrangementet her.
Så er der igen kommet julelys op i Hovedgaden og Brabrand Kirkevej. Anders Koba Jensen fra Brabrand El har i samarbejde med Brabrand-Årslev Fællesråd endnu en gang stået for opsætning af julebelysningen. “Mange tak til Anders for at varetage opbevaring, vedligeholdelse, opsætning og nedtagning,” skriver fællesrådet på Facebook.
Det er julefrokosternes tid – og det gælder også i Folkehuset Brabrand på Voldbækvej. Onsdag d. 17. december inviterer folkehuset til en lækker julefrokost, hvor menuen er, som du kan se ovenfor. Alle er velkomne til at deltage i julefrokosten, hvor der undervejs også vil være musikalske indslag. Prisen er 150,-, og der kan købes billetter i caféen fra den kommende uge.
