Mediet Børnenes Aarhus har taget hul på sommerserien Brabrand i Børnehøjde, der tager dig med rundt til lokalområdets mest spændende legepladser. Serien starter på Blomsterlegepladsen på Jettesvej, som Børnenes Aarhus betegner som lokalområdets flotteste. Legepladsen hører til børnehusene ved Jettesvej og er åben og tilgængelig, når børnehuset er lukket. Følg med på @bornenesaarhus på Instagram.
Igen i år var Rema 1000 på Stenbækvej på pletten med gratis is, da Engdalskolens elever fredag fik sommerferie. De næsten 1000 elever blev sendt afsted med en raketis. “En af de bedste dage på året”, skriver Rema 1000 selv om arrangementet.
I eftermiddag kl. 14-16 er der søndagscafé i Brabrand Sognegård. Det er for alle, der synes, at søndag eftermiddag kan være lang, eller som bare har tid og lyst til at hygge sig i godt selskab. Der serveres kaffe med hjemmebagt kage.
I aften kl. 20.00 inviterer foreningen Aarhus Afro til en somalisk kulturaften hos Gellerup Art Factory i Sports- og Kulturcampus. Der vil være somalisk dans, og du kan høre om, hvordan det er som somalier at vokse op i Danmark.