Lørdag var den sidste festivaldag på årets Grimfest, og den blev som de øvrige dage et kæmpe tag-selv-bord af forskellige kulturoplevelser – iblandet nogle heftige regnbyger, der dog aldrig for alvor ødelagde stemningen. Lørdag middags kulturdebat på skovscenen Undergrim blev en speciel oplevelse, hvor kultur-personligheder, politikere og øvrige deltagere bød ind med bemærkninger, spørgsmål og kommentarer, mens moderator Clement Kjersgaard forsøgte at styre slagets gang – og undervejs inviterede alle tilhørere med på den overdækkede scene, da regnen blev for slem.
Som altid på Grimfest har et stort antal lokale folk været en del af festivalen som frivillige med forskellige opgaver i løbet af de tre dage. Trine Munkvad, som bor i Søvangen, var frivillig på Grimfest for 3. år i træk. Som de seneste år, stod hun i backstage-baren og langede drinks ud til de optrædende ved årets festival. Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet talte med hende om, hvordan det er at være frivillig på en festival i lokalområdet. Det kan du senere læse mere om i bladet.
I morgen, mandag kl. 13-16, er der åbent hos Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, der har til huse på Gellerup Bibliotek, Karen Blixens Boulevard 23. Lokalarkivet har også fremover åbent den første mandag i måneden – og ikke den første lørdag som tidligere.
Mandag til fredag kl. 9-15 i næste uge er Globus 1, Gudrunsvej 3a, igen forvandlet til et tumle- og legeland, hvor alle børn i alderen 0-12 år har mulighed for at være aktive sammen med deres forældre. Blandt andet er hele idrætshallen fyldt af en kæmpe forhindringsbane. Deltagelse er gratis og kræver ingen tilmelding.
