Afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken efterlyser nu de 400 beboere, der er blevet tvunget til at flytte fra deres hjem på grund af Parallelsamfundsloven. De tidligere beboere opfordres til at melde sig til at være med i et fælles søgsmål om erstatning, hvis det viser sig, at loven er ulovlig. Næste torsdag den 31. oktober kl. 16.30 inviterer afdelingsbestyrelsen og de syv familier, der stadig bor i de udpegede nedrivningsblokke, til stormøde om mulighederne for få erstatning for uberettiget flytning. Mødet foregår i Samlingshuset i Sports- og Kulturcampus.
Udlejning og salg af de nye boliger på Trekanten på hjørnet af Hejredalsvej og Edwin Rahrs Vej er nu i gang. For lidt over to måneder siden blev det første åbent hus afholdt. Siden da har Trekanten fået 8 udlejninger og 1 købsaftale på vej, med indflytning i starten af 2025. “De svanemærkede boliger har oplevet en fin interesse og positive tilbagemeldinger. Den gule markering på billedet er de 9 boliger, der er lagt billet på,” skriver Facebooksiden “Gellerup i Udvikling”. Inden længe bliver anden etape af lejeboliger frigivet.
I eftermiddag kl. 14.30 spiller ACFC efterårets sidste kamp på hjemmebanen Arena Vest i Gellerup, hvor Stavtrup kommer på besøg. ACFC har stadig en andenplads at spille for.
I eftermiddag kl. 14.30 spiller Vatanspor i jyllandsserien ligeledes efterårets sidste kamp. Her kommer Thorsager-Rønde på besøg på anlægget ved Sødalskolen.
I aften kl. 17.40 tager Brabrand IF´ Håndbolds dygtige u15-hold i Brabrandhallen imod Silkeborg-Voel KFUM i 1. division.