Der var fest på Skjoldhøjkollegiet hele lørdagen, hvor kollegiet fejrede 50 års jubilæum. Det myldrede til med lokale folk og gæster fra resten af landet, som alle havde minder fra en periode som beboere på kollegiet. De kunne blandt andet glæde sig over en flot udstilling af billeder, plakater m.m. fra de 50 år. Udstillingen var skabt af Fredrik Poulsen (billedet). Foto: Rune Kilden.
I Skjoldhøjkollegiets park var der i anledning af jubilæet lørdag eftermiddag koncert med Peter A.G. med band. Forinden kunne de fremmødte opleve et interview med byudvikler Rune Kilden (tv.) og festival-arrangør Aage Stokholm, som af kollegierådets formand Mads Rundstrøm blev interviewet om kollegiets fremtid. Firmaet Kilden og Hindby har en købs-option på kollegiet, hvor de vil skabe en ny bydel, samtidig med at dele af kollegiet bliver bevaret. Foto: Rune Kilden.
I eftermiddag kl. 14.00 kan du på Domis Park i Brabrand opleve et spændende lokalopgør i jyllandsserien i fodbold, når Brabrand IF tager imod TST fra Tilst. Brabrand-holdet fik midt i ugen sit første point efter to indledende snævre nederlag. Det skete i Aalborg, hvor det blev 1-1 mod Gug, efter at Simon Gleerup sent i kampen havde udlignet Gugs 1-0-føring på oplæg af Deniz Can Evcil.
Også Vatanspor fik lørdag point i jyllandsserie 1. Det skete på anlægget ved Sødalskolen, hvor resultatet blev 1-1 mod gæsterne fra Herning Fremad. Kampen var flyttet “hjem” til Sødalskolen, efter at holdet ellers havde indledt sæsonen på kunstgræsset i Gellerup.