Der var fuldt hus på Gellerup Museum lørdag eftermiddag, hvor Lars Nikolajsen fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv holdt foredrag om Knud Blach Petersens virke i Brabrand og mange andre steder i Aarhus og det øvrige Danmark. En del af arkitektens familie var til stede og var med til at give perspektiv på Knud Blach Petersens arbejde, blandt andet samarbejdet med en anden kendt arkitekt, Knud Friis.
Den nederste del af Gudrunsvej ligner nu en hvilken som helst villavej med nye rækkehuse langs den nordlige side af vejen. Det er JCN Bolig som i samarbejde med pensionskassen PKA Pension har opført boligerne. De er en del af et projekt, hvor der også langs Trille Lucassens Gade bygges en række ejendomme med i alt 154 boliger. Projektet er en kombination af etageboliger og rækkehuse. For rækkehusene er det værd at lægge mærke til, at halvdelen skal udføres som et pilotprojekt, som skal overholde særlig stramme bæredygtighedskrav, skriver JCN Bolig om projektet.
I eftermiddag kl. 16.00 er der magisk cirkus for hele familien hos Gellerup Art Factory i Sports- og Kulturcampus. Det er en forpremiere i forbindelse med afslutningen af et residens-forløb, hvor en artist, Ursula, har trænet og forberedt sig i Gellerup Art Factory. Forestillingen varer ca. 35 minutter. Der er gratis adgang.
Vores Brabrand skrev ved en fejl, at der er naturvidenskabeligt foredrag på Gasværket på tirsdag kl. 19.00. Det er ikke rigtigt. Netop denne tirsdag er foredraget aflyst, da Gasværket er fuldt optaget denne aften. Foredraget streames dog til en række andre mødesteder i Aarhus.
Fodboldklubben ACFC fik en sejr i efterårets næstsidste kamp, da det hjemme på Arena Vest i Gellerup blev til en 2-1-sejr over Søften. Omar Chaker gav ACFC en forrygende start med et mål efter 11 minutter, og Abdulaziz Ahmed Ibrahim fordoblede føringen midt i første halvleg. Søften fik reduceret til 1-2 inden pausen, men ACFC holdt føringen til sidste fløjt og ligger solidt midt i rækken inden sidste spillerunde.
Der blev danset en masse, da Aarhus Friplejehjem Helheden fredag holdt danse-café. Senere på dagen fulgte plejehjemmets medarbejdere op med filmhygge og spille-aften for beboerne.



