I formiddag fra kl. 9.00 er journalist og radiovært Iben Maria Zeuthen gæsteprædikant i Sdr. Årslev Kirke. Hun er årets gæst i kirkens traditionsrige Vintermøde. Efter gudstjenesten er der brunch og foredrag i Brabrand Sognegård, hvor Iben Maria Zeuthen holder foredraget ”Den himmelske Gud og de jordiske samtaler”. Deltagelse er gratis, og der er ingen tilmelding. Brunchen koster 60 kr.
Brabrand IF´s 3. divisionshold i fodbold fik fredag aften gang i målscoringen efter et par træningskampe, hvor det har knebet for holdet. Det skete i Odder, hvor en af konkurrenterne til topplaceringerne i 3. division fik klø med hele 4-0. Det blev en god kamp for træner Michéle Demontis, som så hele truppen i spil i kampen. Næste lørdag kan du opleve holdet hjemme i Brabrand, hvor Thisted FC kommer på besøg.
I eftermiddag kl. 14.30 kan du komme med på en helt særlig rundvisning på Tousgaard ved Edwin Rahrs Vej, “den hvide gård og den røde lade”, i Gellerup sammen med Pernille Stentoft og Esben Trige. Rundvisningen varer ca. halvanden time. Mødestedet er Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6.th. Allerede fra kl. 13.00 har museet åbent. Her kan du opleve særudstillingen “Den Hvide Gård med Den Røde Lade” om Tousgaard gennem hundreder af år. Museet er åbent til kl. 16.
Sigrids Stues Tegneskole for Børn indleder nu et nyt tilbud for børn, som kan li´ at udfolde sig kreativt. Tryk & Tegning for 7-10-årige foregår hver tirsdag i februar kl. 16.00-17.30 i Gellerup Art Factorys lokale i Sports- og Kulturcampus. Tilmelding kan ske via Facebook-begivenheden her eller ved at møde op i GAF-lokalet torsdag d. 30. januar i tidsrummet kl. 15-18.
Brabrand IF Fodbold kårede fredag aften Årets Træner 2024 i forbindelse med den årlige sammenkomst med spisning for alle klubbens trænere. Valget faldt på Lene Krogh, som ikke alene er involveret i træningen af flere årgange af klubbens pigespillere, men også er hovedkraft i mange initiativer på tværs i klubben, blandt andet samlingen af mange ungdomsspillere i forbindelse med efterårets pokalkampe mod superligaholdene Randers FC, FC Nordsjælland og Viborg FF.
Brabrand IF fortsætter kritikken af magtfordelingen i Kvindedivisionsforeningen, hvor ligaklubberne sidder på 50 % af stemmerne, skriver Fodbold for Piger. Derfor vil Brabrand IF stille et ændringsforslag til vedtægterne på den kommende generalforsamling i KDF, der finder sted den 1. marts i Kolding. Her vil Brabrand IF foreslå, at vedtægterne ændres, så alle klubber fremover har lige mange stemmer, uanset hvilken række de spiller i. Ledelsen i Brabrand har også tidligere kritiseret, at ligaklubberne har for meget magt i foreningen.