Brabrand Boligforening har været i gang med udskiftning af brugsvandrør og radiatorer i Afdeling 8, Drejergården, på Hovedgaden i Brabrand. “Det betyder en mere stabil varmefordeling, bedre vandtryk og en mere energieffektiv løsning for afdelingen på Hovedgaden,” lyder det fra boligforeningen.
Brabrand IF Gymnastik har været nødsaget til at flytte generalforsamlingen på tirsdag d. 25. februar kl. 19.00, da Brabrandhallens hal 1 og tilstødende lokaler i øjeblikket er lukket af Aarhus Kommune. Generalforsamlingen holdes i stedet i Kompasset på Engdalskolen. Der er indgang gennem hovedindgangen på Hovedgaden. Der er fællesspisning for de allerede tilmeldte fra kl. 18.00.
Fodboldklubben Vatanspor spillede lørdag endnu en god træningskamp mod danmarksserieholdet Viby IF. Kampen endte med en 2-1 sejr til Vatanspor. Holdet kom foran 1-0 efter et hjørnespark, og Viby udlignede kort inden halvleg til 1-1 også efter et hjørnespark. I 2. halvleg scorede holdets topscorer Leorant Thaqi til slutresultatet 2-1. Det var holdets anden sejr på få uger mod et højere rangerende hold, efter at det for nylig blev til sejr over DS-holdet Grenå.
18 medlemmer af Brabrand Divisions Fodbolds sponsornetværk var fredag eftermiddag samlet til 2 timers padel og efterfølgende netværkshygge hos holdets gode samarbejdspartner, Vipadel Aarhus på Holmstrupgårdsvej. Netværkspadel er et af de initiativer, fodboldholdets sponsorudvalg har taget for at øge sammenholdet og opbakningen blandt lokalområdets virksomheder.
I dag kl. 13.00 inviterer afdelingsbestyrelsen i Toveshøj til fastelavnsfest i beboerhuset Laden. Slikposer har kunnet bestilles i mandags.
ACFC fra serie sikrede sig lørdag en overbevisende sejr over Jyllandsserie 2-holdet Herning Fremad. 3-0 blev resultatet til Gellerup-holdet. “Spillet begynder at hænge mere og mere sammen, og spilrelationerne sidder lige i skabet. Fantastisk at se – en klar og overbevisende 3-0-sejr,” lyder det fra holdet efter lørdagens kamp.