I dag fra kl. 10, kan du smutte forbi nyttehaverne ved Emmasvej 3, hvor der er loppemarked. Alle er velkomne til at stille en bod op eller bare kigge forbi. “Der vil være kage og god stemning, så tag naboen under armen og kig forbi,” skriver arrangørerne.
Tirsdag d. 19. august inviterer A. Enggaard lokale ildsjæle og foreningsfolk til at deltage i en workshop om indretning af kommende fælleslokaler i en ny Jaka-bygning, virksomheden ønsker at opføre i stedet for den nuværende bygning. “Tiden er inde til, at vi kigger fremad og bliver mere konkrete, blandt andet i forhold til de fællesfaciliteter, der skal etableres i den nye bygning,” skriver A. Enggaard i invitationen. Alle er velkomne, men der er tilmelding via dette link.
GF Fonden uddeler i næste uge sit trafiklegat til Veteranhjem Midtjylland. Fondsmidlerne gør det muligt at indkøbe lånecykler, som skal styrke veteranernes mentale og fysiske heling efter udsendelse. Veteranhjemmet på Edwin Rahrs Vej er et fristed for tidligere soldater, der har været udsendt af det Danske Forsvar. “De har, som andre mennesker, behov for motion, men for veteranerne har fysisk aktivitet ikke kun sundhedsmæssige fordele. Det kan også være en vej til at håndtere psykiske udfordringer efter endt tjeneste,” skriver GF Fonden.



