Det er en fin og levende indgang til Gellerup fra syd ved Tinesvej, når Fossen, som beboerne kalder den, er ren, og vandet risler ned gennem området. Op til påske har Fossen fået en grundig overhaling, så den nu fremstår, som skaberne af Gellerups bypark havde tænkt sig det. I baggrunden ser du boligblokken, der var blandt de første renoverede blokke i Gellerupparken. Nu kommer turen til de øvrige blokke langs Gudrunsvej. Foto: Helle Hansen.
I løbet af få år kan en ny kolonihaveforening være i gang i området ved Edwin Rahrs Vej og Skovbakkevej, som Teknik og Miljø har peget på. Her vil der vil være plads til cirka 43 kolonihaver. Området ligger i direkte forlængelse af Brabrand Haveforening af 1967, som har 73 kolonihaver. Her er der allerede en lokalplan for området, og derfor kan arbejdet gå relativt hurtigt i gang, siger Peter Trolle fra Teknik og Miljø til Stiften.
I dag kl. 12.00 inviterer Brabrand IF Tennis til den traditionsrige standerhejsning på det fine tennisanlæg i Brabrand Bakker, hvor flaget hejses, der skåles på en god tennissæson, og formand René Boesen holder en tale.
Fodboldklubben Vatanspor hentede lørdag eftermiddag en flot 2-0-sejr over ASA, da de to hold mødtes i Jyllandsserie 2. 1-0-målet blev scoret af Abduljabar Cumar, mens Asker Ayhan slog sejren fast med sit mål til 2-0. Vatanspor er nu på en delt førsteplads i rækken sammen med TST Fodbold og Odder.
Vores Brabrand skrev i går om flere indbrud på Laskedalen i Påsken, og der kan nu tilføjes endnu et indbrud til listen, skriver Østjyllands Politi. Det blev begået i løbet af den forløbne uge mellem søndag kl. 09.30 d. 13. april og lørdag d. 19. april kl. 20.10, skriver politiet i døgnrapporten.
En 38-årig kvinde blev nærmest overfaldet af en butiksvagt, efter at hun i september 2023 forlod Netto på Edwin Rahrs Vej efter at have købt garn i butikken. Hun havde garnnøgler med hjemmefra i tasken for at sammenligne med garnet i butikken, og vagten troede, at hun havde stjålet garnet. Det endte dog med, at kvinden i retten blev frifundet for butikstyveri, skriver Stiften.



