Kan du huske Smag á la Gellerup, hvor du hver mandag kunne hente lækre, veltilberedte retter fra hele verden i Gellerup og spise dem derhjemme? Mandag kl. 17-19 prøver Madkiosken ved Karen Blixens Boulevard konceptet af igen med Mad Mandag. Mustafa Faour og familie står for madlavningen, der består af freekeh med kylling. “Saftig kyllingebryst med masser af smag toppet med persille og pinjekerner. Det serveres med en lækker frisk salat.” Madkiosken ligger ved det tidligere street food. Du kan spise på stedet eller tage maden med hjem.
På torsdag kl. 13.30-15.00 i City Vest inviterer Livsværkstederne til et arrangement op til kommunalvalget. Du kan blandt andet høre om, hvilke emner, valget handler om, og hvordan man stemmer. Der bliver besøg af bl.a. Purnima Erichsen, de konservative, Peter Esmann, SF, Mahad Yussuf, de radikale, Emil Martin Damgaard Christensen, Venstre, og Maja Wolff Albrechtsen, Socialdemokratiet. Det foregår i Café Vita på anden sal af indkøbscentret.
I eftermiddag kl. 16.00 kan du i Brabrandhallen opleve Brabrands håndboldherrer i danmarksserien, hvor holdet tager imod Ry. Brabrand har vundet de tre første kampe og har indtaget førstepladsen.
