Tirsdag kl. 19.00 byder Gasværket på et naturvidenskabeligt foredrag streamet fra Aarhus Universitet, hvor zoofysiolog Tobias Wang fortæller om forædlingen af mennesker før og nu. Du kan høre om, hvordan nutidens enorme landvindinger inden for genterapi og genetiske tests – for eksempel fosterdiagnostik – skaber vigtige etiske dilemmaer som flere og flere af os vil stifte bekendtskab med – for eksempel når vi bliver syge, når vi er pårørende og når vi får børn eller fravælger at få dem.
Stiften fortsætter dækningen af renoveringen i Søvangen, hvor forskellige beboere på skift fortæller om deres erfaringer. Efter at Katrine Hovmand 10. oktober stod frem og fortalte om det mareridt af støv og skimmelsvamp, hendes familie bor i i Brabrand Boligforenings afdeling 2, Søvangen, har boligforeningen foretaget en kovending og tilbyder nu genhusning, skriver avisen. Katrine Hovmand har dog sagt nej tak til genhusningen og til Brabrand Boligforening. “Vi vil ikke bo her mere. Min søn har dagligt forfærdelige hosteanfald, og jeg kan ikke leve med, at man behandler folk på den her måde,” siger hun. Læs historien her.
I eftermiddag kl. 13.30 inviterer foreningen Natur Retur på naturcenter Sølyst til cyanotypi og kanelsnobrød i det fri. Cyanotypi er også kendt som blåtryk. Det eksponeres i sollys og fremkalder karakteristiske blå billeder. Læs mere og tilmeld dig her.
I eftermiddag kl. 14-16 er der åbent i Gellerup Museum på Gudrunsvej 16, 6.th. Du kan opleve den nye særudstilling om arkitekt Knud Blach Petersen og se en klassisk 5-værelses Gellerup-lejlighed. Læs om arrangementet her.
I eftermiddag kl. 14.00 er der lokalopgør i fodboldens jyllandsserie for mænd. Vatanspor tager på idrætsanlægget ved Sødalskolen imod TST Tilst. Begge hold ligger i bunden af rækken, hvor Vatanspor inden de to sidste spillerunder allerede er rykket ned.



