Lørdag d. 25. januar kan du i Brabrands kultur- og forsamlingshus Gasværket hele dagen opleve kulturfestivalen Vinterstemmer, hvor det meste er gratis at opleve. Du skal dog købe billet til formiddagens Jazzbrunch, hvor pianist og sanger Victor Peter står for underholdningen. Her er der kun få billetter tilbage. Lørdag aften optræder Emil Otto & The Fabulous Trio, og her er der stadig billetter at købe. Du kan bestille billetterne med eller uden aftensmad. Klik her for at købe billetter.
I aften kl. 17.40 spiller Brabrands talentfulde u15-drenge forårets første hjemmekamp i Brabrandhallen i 1. division A, hvor Skanderborg Håndbold kommer på besøg. Brabrand-holdet vandt i efteråret 1. divisionspuljen og er nu med blandt de absolut stærkeste hold i Jylland og på Fyn.
Som nævnt tidligere kan lys- og lydinstallationen Gellerups Skygger i den kommende tid ses morgen og aften på de høje betonbygninger i Sports- og Kulturcampus i Gellerup – men dagenes tiltagende længde har overrasket arrangørerne, så der er nu meldt nye tidspunkter ud for, hvornår det er muligt at opleve Gellerups Skygger. Det kan man om morgen kl. 7-8 og om aftenen kl. 17-19.
D. 24. maj afvikles det storstilede udfordringsløb Nordic Race igen i Hasle Bakker og Skjoldhøjkilen. Sandsynligvis stiller en gruppe 18-24-årige fra Gellerup op i løbet. Ungesporet i Blixens har taget initiativ til en træningsgruppe, hvor styrketræning kombineres med ture og hyggelige fællesspisninger. Kontakt Dorte på 4186 4556, hvis du vil være med.