Vinteren fortsætter med at give smukke naturoplevelser på og omkring Brabrand Sø og Årslev Engsø. Også efter at tøvejret har taget over, bliver der taget flotte naturbilleder på søerne – som her, hvor fotograf Frederik Sparvath har fanget havørnen i tilsyneladende at stå på vandet. Brødrene Morten og Frederik Sparvath er udvalgt blandt over 6.000 ansøgere til at deltage i Yukon 1000, verdens længste og hårdeste kapløb på floden Yukon fra Canada til Alaska i juni 2026, og Brabrand Sø har i sidste uge budt på perfekte træningsforhold i deres kano. Du kan se hele Frederik Sparvaths video her.
Overvejer du at deltage i kulturfestivalen VinterStemmer på Gasværket lørdag d. 31. januar, så kan du her møde bandet Løgn & Latin, der er blandt de optrædende i løbet af dagen. Som du kan høre i videoen her, blander Løgn & Latin jazz med latin, tango, svensk vals og Balkan-inspirerede takter.
I eftermiddag kl. 14-16 er der åbent hos Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6. th. Du kan glæde dig til at tage et kig på både den faste udstilling og den aktuelle om arkitekt Knud Blach Petersens Gellerupparken, Søvangen og de mange andre byggeprojekter, han har tegnet i hele Brabrand – samtidig med at du kan nyde udsigten over hele Gellerup.
Mandag kl. 16.30 inviterer afdelingsbestyrelsen i Toveshøj, Det Boligsociale Hus og Almene Kunstklubber til fernisering af to helt nye kunstværker, som beboerne i Toveshøj har lavet sammen med kunstnerne fra Kongstad Studio. Det foregår i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B. Du kan læse om projektet her.



