Fra mandag d. 26. august til mandag 23. september inviterer Brabrand IF hver mandag kl. 17.00 –18.00 til Fantastisk Fodboldstart for de yngste børn på anlægget ved Engdalsvej. ”Kom sammen med mor eller far, og vær med til 5 sjove mandage i træk, og se om fodbold er noget for dig,” skriver Brabrand IF i invitationen. Når du kommer med dit barn til ”Fantastisk Fodboldstart”, så deltager du som forælder selv i legen og i træningen.
Anne Eltard Kvartet havde Brabrand-debut fredag aften, og præsenterede et flot og varieret program med både originale og lånte numre med toner både fra Caribien og Norden. “Et dejligt, nyt bekendtskab,” skriver musikforeningen Jazzværket om fredagens koncert på Gasværket. Foto: Jørgen Nielsen.
ACFC fra Gellerup gav lørdag eftermiddag Christiansbjerg IF en fodboldleksion og vandt med hele 5-2 i serie 1-opgøret. Mohammed Hundawi indledte målscoringen efter et kvarter, men CIF fik dog hurtigt udlignet. Ali Abu-Stetiyeh, Yassir Hassan og Ali Ndiaye scorede yderligere inden pausen, mens CIF scorede yderligere til stillingen 4-2 ved halvleg. Et kvarter før tid øgede Yassir Hassan yderligere til slutresultatet 5-2.
Torsdag og fredag indledte Cirkus Tværs Gellerup Cirkus Festival med Copenhagen Collective, der i Den Rå Hal ved Godbanen opførte forestillingen Genesis. Kulturmediet iScene har anmeldt forestillingen og skriver blandt andet, at Genesis “ikke bare er en forførende forestilling, hvor det imponerede gisp ikke er langt fra det lille smil. Det er også en forestilling, hvor alle elementer får plads fra teknikken til æstetikken. En ligeværdighed, der også elegant ligger implicit i ophævelsen af kønnenes roller i traditionelt cirkus. Her kan alle i princippet alt og det gøres der ikke et nummer ud af. Det er bare sådan.”
Fredag d. 30. august inviterer virksomheden Blue Room på Langdalsvej 46 hele Brabrand til Fredagsbar. Det foregår i gården til den gamle Dalsø Maskinfabrik, hvor Blue Room har sørget for hvidvin, øl og jazzmusik. Alle er velkomne. Se begivenheden her.
Brabrand IF´s u19-hold i Liga 1 måtte lørdag slæbe et nederlag på 3-5 hjem fra udekampen mod Hjørring FK. Brabrand var bagud 0-4 ved pausen og 0-5 straks i anden halvleg, men fik i de sidste 10 minutter pyntet på resultatet med tre mål.