I eftermiddag kl. 14.00 kan du komme med på en særlig rundvisning på og omkring en af Brabrands ældste gårde, Tousgaard, sammen med Pernille Stentoft og Esben Trige, som begge har et særligt forhold til gården, og som vil fortælle om Tousgaard, der gennem generationer har været Brabrands største og vigtigste gård. Rundvisningen starter fra Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6.th, kl. 14:10 og varer ca. halvanden time. På museet kan du også opleve en udstilling om Tousgaard, skabt i tæt samarbejde med Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv.
Suzanne Eben Ditlevsen fortsætter kampen for at samle 1500 støtter til borgerforslaget om, at Aarhus Byråd skal diskutere en bevarende helhedsplan for Aarhus Ådal med Brabrand Sø og Aarslev Engsø. Der er nu 381 støtter til forslaget. Hun har blandt andet kontaktet de 37 fællesråd og tilbyder gratis foredrag. 4 har allerede sagt ja. Desuden har hun skrevet til politikere og meningsdannere og tilbyder foredrag til foreninger om ådalens betydning for hele Aarhus. Du kan læse borgerforslaget og give din støtte via dette link.
Lørdag aften festede hele Brabrands fodbold-trup, efter at oprykningen til 2. division var sikret. Det foregik på Café Stiften, som inviterede til både spisning og efterfølgende hygge. Men der er også i løbet af sæsonen holdt adskillige fester hjemme hod træner Michéle Demontis, fortæller træneren til Bold.dk. “Vi har et begreb, der hedder “straksfest”, siger han til mediet. “For mig handler det om, at vi skal tro på det. Vi skal tro på det så meget, at vi bliver til grin, hvis det ikke lykkes. Læs interviewet med Michéle Demontis her.
