Lerpudsning, isolering med halm eller hamp og andre af de alternative løsninger kan bidrage til et godt indeklima. Torsdag kl. 17-20 kan du i HAL 11, Sylbækvej 17, få inspiration til at bygge din bolig med genbrug og naturens materialer, for eksempel kalk, hamp og ler. Det er en inspirationsaften for alle, som interesserer sig for bæredygtigt byggeri. Byudviklingsvirksomheden Domis står bag arrangementet, der er en del af Aarhus Arkitekturuge. Du kan læse mere her.
I eftermiddag kl. 14.00 viser Brabrand Årslev Kirker i sognegården filmen ROM, hvor man følger ægteparret Gerda og Kristoffer, der er taget på en forlænget weekendtur til Rom, hvor Gerda som ung gik på kunstskole. Filmen introduceres af sognepræst Simon Emil Koefoed.
Brabrand IF Håndbolds herrer i 3. division kom søndag på tavlen, da holdet sikrede sig en kneben 31-30-sejr på udebane over Nørre Djurs HK. Brabrand havde ellers indledt sæsonen med et 10-målsnederlag hjemme mod AGF, men søndagens sejr giver håb for holdet i den spændende pulje. Holdet spiller næste gang d. 24. oktober ude mod Todbjerg-Mejlby.
Tirsdag offentliggjorde det amerikanske erhvervsmagasin Forbes sin årlige liste over ”World’s Best Employers”, og JYSK med hovedsæde i Brabrand er på listen over de 850 bedste globale virksomheder. Det er tredje gang, at JYSK er med, og anerkendelsen kommer lige i kølvandet på, at JYSK blev kåret som en af verdens bedste virksomheder af TIME Magazine i september. “Det er en stor ære at modtage denne anerkendelse fra Forbes. At det ikke er første gang, vi bliver kåret som en af Forbes’ World’s Best Employers, er endnu et stort skulderklap til JYSK og vores dedikerede medarbejdere,” siger Jan Verhoek, Executive Vice President HR i JYSK.