Brabrand IF måtte endnu en gang sluge et nederlag til de evige rivaler fra Thisted FC, da de to hold tirsdag aften mødtes i pokalturneringen. 3-4 lød cifrene denne gang, efter at Brabrand i begyndelsen af anden halvleg havde haft en 2-1-føring på mål af Markus Bay og Simon Vesterbæk. Men Thisteds stærke angriber Ahmed Gero skulle blive Brabrands onde ånd denne regnfulde aften. Han scorede tre af Thisteds mål i anden halvleg og ændrede stillingen til 4-2, inden Brabrands Henrik Borup scorede et trøstmål i overtiden.
Torsdag kl. 19.00 kan du få en stor cirkusoplevelse i Gellerups bypark, Joops Have. Catalanske Cia Jimena Cavalettis viser den musikalske forestilling B.O.B.A.S, hvor tre musikere spiller til en begravelse. men herfra tager alting fart med vanvittig slapstick, organiseret kaos og jordpåkastelse! “Du må ikke gå glip af denne opsigtsvækkende oplevelse, som også har vundet prisen for “Best show in the Rest of the World” på festivalen Leioa i Baskerlandet,” skriver Cirkus Tværs. Deltagelse er gratis og alle er velkomne. Det foregår under tag ved “benzinstationen”.
Husk at det er i dag, Langdalsvej er spærret ved Edwin Rahrs Vej det meste af dagen.
Fodboldklubben Vatanspor har nu fundet finansiering til den ombygning af klubhuset ved banen ved Sødalskolen, og søger nu en entreprenør der kan hjælpe med projektet. “Er du entreprenør eller kan du anbefale nogen der kan klare projektet, så hører vi meget gerne fra dig,” skriver klubben på Facebook. Man kan kontakte Vatanspor på info@vatanspor.dk. Klubhuset har tidligere været fritidsklub for Sødalskolens elever og mangler blandt andet omklædningsrum og bad.
Gellerup Kirke genoptager torsdag kl. 16.30 traditionen med fyraftenssang i kirken. I løbet af efteråret vil der hver uge være fyraftenssang – og i nogle tilfælde også et nyt initiativ, familiesang, der er rettet mod familier og børn.