Knap er Brabrand Byfest 2023 overstået, før det er tid til at planlægge den næste byfest. Alle, som har tid og lyst, mødes første gang mandag den 20.november kl. 19.00 i Brabrand Sognegård til en snak om mulighederne. “Festgruppen er ikke dem, som også fremadrettet laver alt benarbejde, så som at stille telte op, eller bestemmer det hele, men en gruppe, som går i dybden med de ønsker, der er kommet frem omkring fester og markeder på Hovedgaden og som vil koordinere indsatserne, søge tilladelser og midler,” skriver en af initiativtagerne, Joke Habben. Foto: Ole Jakobsen, Den Utraditionelle.
Folk fra hele landet vil i morgen, torsdag, strømme til Brabrand for at besøge en ganske særlig villa på Højen 13. Arkitekt Knud Friis´ hus har ikonisk tiltrækningskraft på alle, som interesserer sig for arkitektur. Torsdag er der fire rundvisninger i villaen, arrangeret af husets ejer, Realdania By & Byg (RBB). Der er stadig få billetter tilbage. Det kræver medlemskab af By & Byg at købe billet, som koster 85 kroner. Vores Brabrand har tidligere skrevet om huset her. Læs også hvad Stiften skriver her.
Brabrand/Stavtrup/Vibys u17 håndboldtalenter måtte tirsdag aften se gæsterne fra Haderslev KFUM løbe med sejren i et meget tæt opgør i Brabrandhallen i 1. division. Hjemmeholdet kom flot fra start med en 6-1-føring og førte gennem det meste af kampen. Men efter en nervepirrende afslutning, hvor stillingen var 26-26 på sekunder før tid, mistede hjemmeholdet bolden i det sidste angreb, og Haderslev kunne score sejrsmålet til 27-26 på et hurtigt opløb.
Efter flere ugers lukning på grund af oversvømmelse er den vigtige gennemfartsvej mellem Brabrand Sø og Årslev Engsø, Byleddet/Søskovvej nu åben igen. De sidste vandpytter er forsvundet de seneste dage, og Aarhus Kommune fjernede derfor afspærringerne tirsdag eftermiddag.
I dag kl. 13.00-16.00 arrangerer Livsværkstederne sammen med andre aktører igen en hyggelig sammenkomst på Fredspladsen foran Gellerup Kirke. Der er kaffe, kage, spil, andre aktiviteter og hygge om bålfadet under hele arrangementet. Desuden er der musik, sang og et varmt måltid mad til alle. Arrangementet er en del af det landsdækkende initiativ, Danmark Spiser Sammen.
I eftermiddag kl. 14-16 inviterer Brabrand Aarslev Kirker til sognecafé, hvor sognepræst Line Villefrance fra Viby, som har været udsendt som feltpræst, fortæller om at være præst for danske soldater under dramatiske forhold.
Jobkollegiet søger støttebeboere til bofællesskaberne rundt om i Brabrand. Jobkollegiet er et bofællesskab for unge med særlige behov, der lever et ungdomsliv med arbejde, uddannelse, fritidsliv og venner. For 1500 kr. om måneden inklusiv kost, varme, vand, el, internet mm. kan du blive en del af et helt særligt fællesskab med fantastiske oplevelser. læs mere på Jobkollegiets hjemmeside.
Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladets november-udgave er klar og kan hentes på bladets hjemmeside. Du kan denne gang blandt andet komme med til afdelingen Voldbækhave, der er kommet godt i gang med den nye affaldssortering, og besøge Generationernes Hus på Aarhus Ø. Du kan hente bladet her.