Direktør for Radio4, Anne-Marie Dohm, som bor i Brabrand, har overtaget formandsposten i bestyrelsen på Moesgaard Museum efter forhenværende amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen. Anne-Marie Dohm har siddet i bestyrelsen for Moesgaard i et år og har været med til at udvikle museets nye strategi, som lanceres samtidig med, at hun overtager formandsposten.
I morgen, torsdag, kl. 18.00 inviterer Falafel Madklub til fællesspisning i Livsværkstederne i City Vest. Ud over at spise dig mæt i falafler kan du deltage i madklubbens generalforsamling efter spisningen. Pris 25 kr. for medlemmer og 35,- for ikke-medlemmer. Du kan tilmelde dig i dag via begivenheden på Facebook.
I eftermiddag genoptager Gellerup Kirke den hyggelige tradition med fyraftenssang. Det foregår i dag i Gellerup Kirke kl. 16.30-17.30, hvor organist Martin Hornstrup har udvalgt en stribe sange og spiller for.